James Gunn afslører handlingen for næste ‘Superman’-film: »Jeg elsker bare manuskriptet så meget«

James Gunn afslører handlingen for næste ‘Superman’-film: »Jeg elsker bare manuskriptet så meget«
'Superman'. (Foto: Warner Bros.)

James Gunn levede op til forhåbningerne om et succesfuldt reboot af DC Comics’ filmiske superheltefranchise, da den nye ‘Superman’ denne sommer blev et hit ved billetlugerne, særligt i USA.

Instruktøren, der er chef for det såkaldte DC Universe sammen med producer Peter Safran, annoncerede i sidste uge, at en efterfølger med David Corenswet som Clark Kent er på vej med titlen ‘Man of Tomorrow’. Han kunne i samme ombæring tease, at skurken Lex Luthor, spillet af Nicholas Hoult, også vender tilbage.

Nu har Gunn afsløret flere detaljer om plottet for opfølgeren, hvor første films to kombattanter går sammen mod en fælles, endnu ikke annonceret fjende, skriver Variety.

»Det er en historie om Lex Luthor og Superman, der til en vis grad er nødt til at arbejde sammen imod en meget, meget større trussel«, siger Gunn som gæst i Howard Stern radioprogram på SiriusXM.

»Det er mere kompliceret end det, men det er en stor del af det. Det er lige så meget en Lex-film, som det er en Superman-film. Jeg elskede at arbejde med Nicholas Hoult. Jeg kan relatere til Lex-karakteren, desværre. Jeg ville virkelig skabe noget ekstraordinært med de to. Jeg elsker bare manuskriptet så meget«.

‘Man of Tomorrow’ får premiere 9. juli 2027.

Inden da udvides franchisen med filmene ‘Supergirl’ og ‘Clayface’, der får biografpremiere henholdsvis 25. juni og 10. september 2026.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af