‘Jimmy Kimmel Live!’ var i går tilbage på skærmen, efter talkshowet i sidste uge – til stor, international bevågenhed – blev suspenderet efter værtens udtalelse om højrefløjen og Donald Trumps håndtering af drabet på Charlie Kirk.
Kimmel blev selvfølgelig mødt med store klapsalver og hujen af publikum, da han i går trådte ind i sit talkshowstudie for at levere programmets vel nok mest imødesete monolog i historien.
»Anyway, som jeg var ved at sige, før jeg blev afbrudt«, startede han jokende.
Kort efter kom han ind på sin egen udtalelse om Charlie Kirk, gengivet af Entertainment Weekly.
»Det var aldrig min hensigt at gøre grin med mordet på en ung mand. Jeg synes ikke, der er noget sjovt ved det. Jeg lagde en besked op på Instagram den dag, han blev dræbt, hvor jeg sendte kærlighed til hans familie og bad om medfølelse, og jeg mente det. Det gør jeg stadig«, sagde en tydeligt berørt Kimmel.
»Det var heller ikke min hensigt at bebrejde nogen bestemt gruppe for handlingerne fra en person, der tydeligvis var dybt forstyrret. Det var faktisk det modsatte af det, jeg forsøgte at sige. Men jeg forstår, at det for nogle virkede enten dårligt timet eller uklart, eller måske begge dele. Og til dem, der mener, at jeg pegede fingre, kan jeg godt forstå, hvorfor I er vrede«.
Senere sammenlignede Kimmel sin egen regering og Donald Trump med Rusland og med mafiaen for nylige forsøg på at regulere medierne, presse journalister og bryde med amerikanernes ret til ytringsfrihed.
»USA’s præsident gjorde det meget klart, at han ønsker at se mig og de hundreder af mennesker, der arbejder her, fyret fra vores job. Vores leder fejrer, at amerikanere mister deres levebrød, fordi han ikke kan tåle en joke«, sagde værten.
»Han formåede på en eller anden måde at presse [Stephen] Colbert ud af CBS. Så rettede han blikket mod mig, og nu hepper han åbenlyst på, at NBC fyrer Jimmy Fallon og Seth Meyers – og de hundreder af amerikanere, der arbejder på deres shows, som ikke tjener millioner af dollars. Og jeg håber, at hvis det sker, eller hvis der bare er antydningen af, at det kunne ske, så vil I råbe 10 gange højere, end I gjorde denne uge«.
Slutteligt kom han med endnu et opråb, inden han, igen med knækket stemme, rettede fokus på Charlie Kirks enke, Erika Kirk.
»Lad os holde op med at lade disse politikere fortælle os, hvad de vil, og i stedet fortælle dem, hvad vi vil«, lød det fra Kimmel.
»Erika Kirk tilgav manden, der skød hendes mand. Hun tilgav ham. Det er et eksempel, vi burde følge. Hvis du tror på Jesu lære, som jeg gør, så var det dér. Det er det. En uselvisk handling af nåde, tilgivelse fra en sørgende enke. Det rørte mig dybt. Det rører mange, og hvis der er noget, vi skal tage med os fra denne tragedie fremadrettet, håber jeg, det er dét og ikke det her«.
Se hele åbningsmonologen herunder.
