The Flaming Lips – fest i fællesskabet
Har The Flaming Lips spillet bedre koncerter end den de gav folket på Orange Scene lørdag aften? Yes, selvfølgelig har de det, og man kan med en vis ret hævde, at bandets to seneste mere intime København-koncerter i 2003 og 2006 både var mere fuldendte og lydmæssigt tilfredsstillende. Men fuck nu det. For det drejede sig ikke kun om musikken. The Flaming Lips holdt fest for folket, og når masserne skal feste og bekræfte fællesskabet bliver det trods alt ikke meget bedre end det her.
Det efterhånden gamle, garvede band fra Oklahoma City indtog festivalens største fællesrum, ikke med øl, fisse og hornmusik, men sædvanen tro med konfetti, dansere i superheltekostumer og gadget-rock som de uundværlige elementer.
Bandet fik sparket seancen i gang med ‘Race for the Prize’, en uimodståelig åbningsskål, der banede vejen for en lille halvanden times samhørighedsstund på den gamle dyrskueplads. Herpå fulgte højdepunkter som den fødte fællesang ‘The Yeah Yeah Yeah Song’ og en smuk udgave af ‘Do You Realize?’, hvor linier som »Do you realize that happiness makes you cry? / Do you realize that everyone you know some day will die« gav ekstra god mening i festivalens menneskehav. Dér i en livsbekræftende stund troede man fuldt ud på den altid velklædte forsanger Wayne Coynes mantra om musikken som helende kraft.
All right, vist manglede der flere sange fra især det store gennembrudsalbum ‘The Soft Bulletin’ fra 1999 og lidt nostalgi-kræs som klassikeren ‘She Don’t Use Jelly’. Og, jo, de tog sig da lige et par pauser undervejs og jo, Coynes talestrøm tog indimellem overhånd, når George W. Bush skulle have verbale prygl eller der lige var en anekdote, der skulle deles med publikum. Men gjorde det egentlig noget? Næh, der var andre og større ting på spil. Som helhed gav det masser af mening. The Flaming Lips er en totaloplevelse og bandets insisteren på at være i kontakt med publikum og skabe en god oplevelse sammen med os er altså temmelig unik og den fornøjelse blev Roskilde Festival til dels i rigt mål. Det er altså svært ikke at holde af The Flaming Lips. Denne aften blev deres folkefest en stærk bekræftelse af musikkens temmelig enestående evne til at slå ring om fællesskabet.