1. Fordømmelsen stopper aldrig
’Gift ved første blik’ er slut, men der er allerede nye mennesker og parforhold at fælde dom over.
P3-formatet ’Døm vores forhold’ er retur med sin sprængfarlige præmis: fire par og deres problemer tager på sommerhustur, hvor de siger alt det til hinanden om hinanden, man normalt ikke må.
Da første sæson ramte skærmen i 2023, var jeg meget begejstret over det befriende sårbare program, der fokuserede på at bevare kærligheden, fordi de fleste andre programmer handler om at finde den. Og selvom anden sæson fortabte sig i drama og giftighed, er der skruet lidt ned for chokværdien i denne omgang (lidt, ikke helt). Og selvom det ikke altid er rart at se på, er det svært at lade være.
Årets fire par er forskellige som dag og nat. Nogle har fortid som skuespillere, andre som ‘Paradise’-deltagere. Nogle har nultolerance over for porno, mens andre har åbne forhold, nogle drømmer om bryllupsløfter, andre på at få lov til at tale ud.
Alle har meget lettere ved at få øje på, hvad der er galt med de andre, hvilket gerne skulle være der, programmets grænseoverskridende magi opstår. – MJK
’Døm vores forhold’ kan ses på DRTV.

2. Hård dag som pizzabud
Den nye TV 2-serie ’Familier i Norden’ bedrager en smule med sin generiske titel, for den handler om livet i boligområdet Norden i Århus, hvis beboere også selv har været med til at inspirere til dens historie om, hvor svært det kan være at ændre sit liv, hvis hele ens tilværelse foregår et sted, der holder én tilbage.
Det er tilfældet for Sami (Arian Kashef), der er i stiv modvind, fra vi møder ham første gang på arbejde i det lokale pizzaria.
Han er kommet tilbage til sin blok efter et ophold i Iran og forsøger nu at gøre tingene rigtigt – passe sit anstrengende job som madbud og læse HF-enkeltfag. Desværre gemmer der sig problemer om hvert et hjørne, hvor hans gamle dårlige selskab forsøger at lokke ham tilbage i folden.
Derudover er hans lillebror Idriss, et vordende raptalent, begyndt at ryge sammen med de helt forkerte typer, og for at antænde lokummet yderligere risikerer hele familien at blive smidt på porten på grund af manglende husleje.
Der er meget på spil i de korte afsnit, som udover at skildre et miljø, der er omringet af fordomme, bliver båret frem af stærke ambitioner og passion fra alle kanter. – MJK
’Familier i norden’ kan ses på TV2.

3. Hippiesind og narkokrig på Staden
Ud over Strøget er Pusher Street vel nok Danmarks mest kendte gade. Berømt for sin centrale placering i Christianias 70’er-frisind og antiautoritære bevægelser, berygtet for sit salg af hårde stoffer og de dertilhørende bandeopgør.
Men hvor godt kender du egentlig historien omkring Staden og gaden, fra den spæde start til den aktuelle nutid, hvor Pusher Street er lukket og slukket, måske endegyldigt denne gang?
For mange vil der utvivlsomt være nyt stof at hente i HBO Max’ aktuelle dokumentarserie, der over seks afsnit fortæller hele historien via nogle af de mennesker, der har været tæt på. På begge sider af loven.
Politiets tidligere indsatsleder Bjarne Christensen og den tidligere pusher Tonny Kluck er drivende stemmer i de første tre afsnit, som Soundvenues anmelder Mathies Sætre Rasmussen har haft adgang til.
»’Kampen om Pusher Street’ trækker på et vildt karaktergalleri af kilder og en rigdom af arkivbilleder fra Christiania gennem tiderne til at tegne et fascinerende billede af de eskalerende sammenstød mellem politi, pushere og christianitter«, skriver han i sin anmeldelse. – JLU
‘Kampen om Pusher Street’ kan ses på HBO Max.
Set det hele? Tjek sidste uges anbefalinger.
