’Predator: Badlands’: For første gang føler vi for dræbermaskinen i ny vellykket spinoff
FILM. Få instruktører har reddet en Hollywood-franchise, som Dan Trachtenberg har gjort det de seneste år.
Den amerikanske filmskaber gav i 2022 livreddende førstehjælp til ’Predator’-franchisen, som siden 80’er-originalen med Arnold Schwarzenegger har præsteret den ene lunkne opfølger efter den anden.
Trachtenbergs prequel ’Prey’ flyttede den suspensefyldte overlevelseskamp i junglen mod det stærke og oftest usynlige rumvæsen 300 år tilbage i tiden, hvor en ung kvinde i en Comanche-stamme skulle nedlægge det intergalaktiske rovdyr. Tidligere i år byggede instruktøren videre på succesen med den underholdende animationsfilm ’Predator: Killer of Killers’, der foregik over tre forskellige tidsaldre med predator-besøg på Jorden.
Nu fuldender han sit hattrick med ’Predator: Badlands’, som, modsat de to Disney+-eksklusive forgængere, skal bevise sit værd i biograferne.
Sammen med manuskriptforfatter Patrick Aison, der også var inde over ’Prey’, har Trachtenberg taget franchisen i endnu en ny, tiltrængt og forfriskende retning: For første gang er monstret hovedpersonen, og for første gang møder det ikke et eneste menneske.
Det står hurtigt klart i ’Predator Badlands’, at det ikke er sjovt at vokse op som yautja (racen af rumvæsner, vi kender som predators). Slet ikke, hvis man ikke er blandt de stærkeste i flokken. Det erfarer protagonisten Dek (Dimitrius Schuster-Koloamatangi), som i starten af filmen bliver forvist af sin krigerklan, hvor hans egen brutale far er leder, fordi »svaghed skal luges ud«.
For at bevise, at han er en værdig jæger, rejser han til planeten Genna, hvor han agter at dræbe et uovervindeligt kæmpebæst kaldet en kalisk. Han møder hurtigt den halvdefekte androide Thia (Elle Fanning), som har mistet sine ben til netop kalisken og gerne bistår med sin hjælp. Hun er lige så snakkesalig, som Dek er kort for hovedet, og de bliver hurtigt et umage makkerpar på de farefulde strabadser.
Gud ske tak og lov for, at Trachtenberg ikke bare har dumpet sine hovedpersoner ned i endnu en anonym regnskov, som man gjorde det i ’Predators’ fra 2010. For Dek og Thias udforskning af den fremmede planet – og alle økosystemets blævrende, sylespidse og giftsprøjtende planter og væsner – er en stor del af glæden ved at se ’Predator: Badlands’. Man får virkelig følelsen af, at instruktøren udvider og beriger sci-fi-universet i stedet for bare at koge kønsløs Hollywood-suppe på det.
Ud af det ukendte miljø springer selvfølgelig en række dødsensfarlige fjender, som Dek viser sine kampfærdigheder mod i dynamiske og velkoreograferede actionscener. Filmskaberne har klogeligt ikke ladet hovedpersonen få sit højteknologiske »slør«, der gør ham usynlig, med på rejsen. Det gør ham til et langt mere sårbart mål for andre rovdyr på planeten.
Apropos sårbarhed: Trachtenberg lykkes med det på papiret sværeste, nemlig at vække publikums sympati for det monstrøse rumvæsen. For Dek er en dræbermaskine, ja, men tydeligvis også et produkt af sin opvækst i det afstumpede jægermiljø, som ovenikøbet ikke længere vil kendes ved ham.
Selvom Thia-karakteren i starten måske lige er en tand for rap i replikken – Fanning live-kommenterer vitterligt alt – hjælper hun med at blødgøre protagonisten og sætte ord på hans sorg. Hun lærer også undervejs den ensomme ulv, at man godt kan være stærk uden at jage alene.
’Predator: Badlands’ er en slagkraftig sci-fi-actionbasker, men i kernen også en klassisk coming of age-fortælling om at finde sin plads – og at turde være andet og mere end det, éns forældre kræver.
Dan Trachtenberg har ikke bare genoplivet ’Predator’-franchisen. Han har også givet den mere hjerte og flere følelser end nogensinde før.
Kort sagt:
Dan Trachtenberg fuldender sit ’Predator’-hattrick med en vellykket spinoff-film, der udvider og beriger sci-fi-franchisen ved for en gangs skyld at gøre rummonsteret til protagonisten.