Sydney Sweeney blev udsat for heftig kritik, da hun i sommer medvirkede i en reklame for American Eagle-jeans, hvor taglinen var »Sydney Sweeney has great jeans« – et tydeligt ordspil på jeans og ‘genes’/gener. Nogle kaldte reklamen for racistisk, andre for tonedøv, mens Trump var stor fan af den »hotteste reklame på markedet«.
Små fire måneder senere ser Sweeney for første gang offentligt tilbage på episoden i et nyt interview med GQ.
»Jeg lavede en reklame for jeans. Jeg mener, reaktionen var helt sikkert en overraskelse, men jeg elsker jeans. Det eneste jeg går i er jeans. Jeg har vitterligt jeans og t-shirt på hver eneste dag i mit liv«, siger Sweeney i interviewet og kalder det »surrealistisk«, at præsidenten også reagerede på reklamen.
Hun forklarer dog samtidig, at hun havde så travlt med at arbejde på den kommende sæson af ‘Euphoria’, at hun ikke rigtig bed mærke i reaktionerne:
»Jeg lagde lidt min telefon væk. Jeg filmede ’Euphoria’ hver dag. Så jeg arbejder 16-timers dage, og jeg har ikke rigtig min telefon med på set, så jeg arbejder og tager hjem og går i seng. Så jeg så ikke så meget af det«. Euphorias tredje sæson lander planmæssigt i løbet af foråret.
Sydney Sweeney er snart aktuel i David Michôds ’Christy’, hvor hun spiller den ikoniske kvindelige bokser Christy Martin. Filmen får premiere i USA på fredag, men står ikke til at få dansk biografpremiere.
Hun kan dog også snart ses over for Amanda Seyfried i thrilleren ’The Housemaid’ – denne lander i biograferne herhjemme 25. december.
