Hollywood er lige nu på den anden ende, efter Netflix’ historiske chokopkøb af film- og serie-afdelingen af Warner Bros. (derunder HBO Max) blev annonceret i slutningen af sidste uge for den nette sum af 82,7 milliarder dollars.
Nu har Paramount svaret igen med at overbyde dem, selvom Warner Bros. allerede har takket ja til Netflix-aftalen. Dermed lægger de i ovnen til en potentiel fjendtlig overtagelse. Det skriver blandt andet Deadline.
Selskabet har tilbudt en pris på 108,4 milliarder dollars betalt lige ud. De er i modsætning til Netflix desuden villige til at købe hele butikken, hvilket inkluderer kabelnyhedskanaler som CNN, der ikke er en del af Netflix-handlen.
Lige nu afhænger handlen mellem Netflix og Warner Bros. af godkendelse hos de amerikanske konkurrencemyndigheder.
Donald Trump har udtalt, at de store markedsandele de to firmaer udgør tilsammen muligvis »kan blive et problem«. Netflix-chef Ted Sarandos har også holdt møde med præsidenten.
I den sammenhæng er det værd at nævne, at Paramount-chefen David Ellison før har brystet sig af et nært forhold til Donald Trump, hvilket ikke mindst blev diskuteret i forbindelse med fyringen af Stephen Colbert i foråret. Det skete nemlig kort efter, Ellison tiltrådte.
