Ulige Numre – bro mellem det nye og det gamle

Det var et smånervøst Ulige Numre, der indtog Voxhalls scene til turnéstart denne kølige septemberaften. Kunne materialet fra deres nys udkomne debutlangspiller mon bære live og dermed indfri de tårnhøje forventninger til hvad, der omtales som et af Danmarks største rockhåb for tiden?

Svaret blev for undertegnedes vedkommende et ja, men ikke uden forbehold.

Setlisten bød på en indlysende blanding af numre fra kvartettens debut-ep og næsten hele ‘Nu til dags’-albummet. Ingen overraskelser der, og efter en let vaklende start, hvor ‘Blå’ næsten blev buldret omkuld af Nick Lees i starten alt for rungende bas, kom der også fint styr på den tekniske lydside.

Læs også: Se musikvideoen til Ulige Numres ‘Blå’

Til den forestående turné er Ulige Numre mandskabsforstærket med Lasse Ziegler, som normalt er Freja Loebs tro guitarvæbner og højrehånd, samt en tomands-blæsersektion. Alle tre giver især god pondus til bandets nyere materiale, hvor firkløveret ofte forlader den gadedrengehoppende og Håkan Hellström’sk brusende poprocksti til fordel for en mere moden lyd – et sted mellem Wilco og Poul Krebs, om man vil. I den analogi var Ziegler i sandhed bandets Nels Cline, som han fra scenens venstre side lod flænsende skarpe kiler af lead-guitar lyne ned over publikum.

Ep-hittet ‘Navn i sne’ faldt som aftenens tredje nummer, og her blev kontrasten mellem det nye og gamle materiale evident – også i publikums modtagelse, som hurtigt sneg sig et par grader lunere. Det havde måske også noget at sige, at al den ekstra instrumentering og næsten dobbelt fyldige lyd på de nyere numre undertiden druknede nuancerne i Carl Emil Petersens drengede røst, som på setliste-opfølgeren ‘Ingen vinder’.

Læs anmeldelse: Ulige Numre ‘Nu til dags’

De numre, der fungerede bedst aftenen igennem, var således ofte de mere lavmælte af slagsen, som eksempelvis ‘Silhuet’, ‘Så let’, ‘Sølvvognen’ og ‘Nu til dags’s stemningsmættede albumlukker ‘ Usynlig tråd’ – men også den nyslåede single ‘Dansk vejr’ imponerede i aftenens live-levering, som en effektiv brobygger mellem det ‘gamle’ og ‘nye’ Ulige Numre.

Undervejs blev det også til røverhistorier fra tourbussen og om bandets interne FIFA-turnering. Herefter var det som om, at nogle af nerverne, der måske havde forhindret koncertens første numre i at nå helt ud over scenekanten, løsnede sig lidt.

»Vi elsker Aarhus. Det bliver hårdt at rasle Jylland rundt, efter at vi har været her i aften«, lød det oprigtigt fra scenen, og det var næsten blasfemisk at følge den salut op med så potent en levering af landeplagen ‘København’, som vi fik den her.

Ulige Numre har nailet næsten alle elementer i deres live-optræden, og kan de blot ryste nervøsiteten af sig, venter der grangiveligt gode koncertoplevelser på resten af deres Danmarks-turné.

Koncert. Voxhall.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af