Da årets Grammy Awards natten til mandag dansk tid løb af stablen i Los Angeles, var der særligt ét emne, der gik igen.
Flere af vinderne brugte nemlig deres takketaler på at kritisere den amerikanske immigrationsmyndighed ICE, der de seneste uger har været involveret i drabene på to civile i USA.
Det gjaldt ikke mindst Billie Eilish, der modtog prisen for Song of the Year.
»Ingen er illegale i et stjålet land«, sagde superstjernen blandt andet efter at have rost de andre nominerede i kategorien, inden hun sluttede talen af med disse ord: »Fuck ICE er alt, jeg vil sige. Sorry«.
Bad Bunny, der blev en af aftenens helt store vindere, var næsten lige så kontant, da han modtog prisen for Best Música Urbana Album.
»Før jeg siger tak til gud, vil jeg sige ‘ICE out’«, begyndte den puertoricanske verdensstjerne sin tale og fortsatte: »Vi er ikke vilde. Vi er ikke dyr. Vi er ikke fremmede. Vi er mennesker, og vi er amerikanere«.
Og så var der r’n’b-sangeren Kehlani, der aldrig har været bange for at udtrykke sig politisk, og som også greb muligheden for at sige »fuck ICE«, da hun vandt karrierens første Grammy i kategorien Best R&B Performance.
Andre nævnte ikke den amerikanske immigrationsmyndighed ved navn, men lod alligevel deres takketaler omhandle immigration.
Således understregede britiske Olivia Dean, der modtog prisen for Best New Artist, at hun er barnebarn af en immigrant, mens Shaboozey mindede om, at USA »bogstaveligt talt er bygget af immigranter«, da han og Jelly Roll vandt i kategorien Best Country Duo/Group Performance.
Ifølge magasinet Elle bar mange andre stjerner desuden pins med teksten ‘ICE out’ under prisuddelingen, herunder Joni Mitchell, Justin Vernon, Finneas samt Justin Bieber og hustruen Hailey Bieber.
