REPORTAGE. Hiphop har alle dage været den musikgenre, som minder mest om kampsport.
Rappere har det med at dyste mod hinanden, både i grumme disstracks og i mere organiserede rap battle-formater.
Herhjemme vil de fleste med lidt år på bagen tænke tilbage boksearenaen til det hedengangne MC’s Fight Night, hvor deltagerne freestyle-rappede nedgørende bars mod hinanden.
Lørdag aften kom et andet koncept til Danmark, nemlig Red Bull SoundClash, der har eksisteret internationalt siden 2006. Det går ud på, at to artister kæmper i forskellige kategorier fra hver deres scene, og vinderen afgøres af lydstyrken på publikums hujen.
Til den danske debut havde to vægtige rapstemmer meldt sig på banen: pioneren Sivas over for den 11 år yngre stjerne Lamin.
Vi tog forbi Bella Arena for at opleve, hvordan konceptet fungerer i praksis.
Hvilket hold er du på?
Allerede før man trådte ind i arenaen, blev publikum mødt af en gennemført rød-blå æstetik. Ved indgangens to svingdøre måtte man således tage stilling til, om man ville tage døren i den blå farve, der tilhørte team Lamin, eller den røde dør med Sivas’ navn påført.
Valget havde ikke direkte betydning for éns koncertoplevelse, men opdelingen i blå og rød fortsatte konsekvent gennem arrangementet, fra man gik videre fra foyeren ind i den store sal.
I hver sin ende af hallen stod der nemlig en stor scene indhyllet i henholdsvis blåt og rødt lys, som også kastede farve over den todelte publikumsskare. Lamins scenografi var prydet med to store bølger og en sportsvogn. Sivas kørte med japansk tema, der indebar store træer, flyvende drager og et skrivebord placeret midt på scenen.
Som om det ikke skulle være nok, var en mindre tredje scene placeret i midten af salen oven på en bar. Herfra styrede aftenens to værter, stjerneproducer Anton Westerlin og dj Kaddi Sawaneh, showets gang.
Fra start aflivede værterne forventninger om en tilnærmelsesvis fjendtlig rap battle, hvis man havde sådanne forhåbninger. Sawaneh kaldte arrangementet »en venskabelig konkurrence«, og Westerlin proklamerede, at vi også var her »for at hylde dansk hiphop«.
Sidstnævnte blev markeret med et dj-set, der tog os igennem højdepunkter fra dansk rap fra 2013, hvor Sivas-milepælen ’D.A.U.D.A’ udkom, til i dag. Fra Emil Stabil, TopGunn, Ukendt Kunstner, B.O.C og MellemFingaMuzik til Icekiid, Jamaika, Tessa, Artigeardit og Mas.
Åbningsseancen, der også havde de nye navne Jeff3 og Faza forbi den lille scene, vidnede om et favnende hiphopevent snarere end en hardcore fejde.
Konkurrencen skydes i gang
Da vi kom til hovedattraktionen, selve konkurrenceformatet, var det med at holde tungen lige i munden, mens værterne forklarede det planlagte program.
Aftenen var nemlig delt op i hele seks segmenter, hvis titler til forveksling kunne lyde som J. Cole-mixtapes: The Warm Up, The Cover, The Takeover, The Clash, The Wildard og The Finale.
»Bror, hvad er det, du ikke forstår?«, lød en replik i en promovideo for eventet, men man begyndte undervejs at se sagen mere fra denne brormands perspektiv. For det er åbenlyst en svaghed for et festkoncept, at så meget skal forklares.
The Warm Up indebar et kvarters minikoncert fra hver artist, som skød hovedshowet i gang, uden der endnu var point på spil. Lamin lagde energisk fra land med de tunge rapsange ’H V D O L’, ’RTW’ og ’Æstetisk’ samt festnummeret ’Gode dage, gode drinks’ (tre af fire numre i øvrigt produceret af værten Anton Westerlin).
Bagefter indviede Sivas meget passende sin Japan-inspirerede scene med Stepz-samarbejdet ’Samurai’. Han havde ikke overraskende en mere tilbagelænet fremtoning end sin kollega på modsatte side. Den vibe videreførte han på ’R du stadig her 4 mig’, inden han leverede to deepcuts fra 2016 i form af Ukendt Kunstner-sangen ’Lige nu’ og hans egen ’Ritualet’.
Tiden var nu kommet til første egentlige konkurrencekategori, der også var én af de bedst fungerende, nemlig The Cover. Her skulle de to kombattanter fremføre hver deres covernummer.
Selvom Lamin fremførte Artigeardits feststarter ’Kom af sig selv’ med stor sikkerhed og smittende vildskab, stod Sivas med sit covernummer for et af aftenens højdepunkter, da han tog fat i Gillis ’Orale’. Autotune-maestroen følte sig tydeligvis hjemme i den 11 år gamle banger, og det blev samtidig ganske tydeligt, at Sivas’ egne tidlige numre lagde basen for Gillis hitsang.
Sivas’ optræden føltes som et lille full circle-øjeblik for dansk hiphop. Publikum kvitterede ved at skrige og klappe ham til aftenens første sejr – afgjort af antal decibel målt med det et såkaldt applause-meter, der blev visualiseret på storskærmene.
Frem og tilbage
Tidligt stod man som publikum over for en svær beslutning: Hvor skulle man placere sig i Bella Arenas store sal?
Skulle man erklære troskab til én af rapperne og stille sig foran vedkommendes scene hele aftenen? Eller skulle man vælge at stå oppe omkring det lydtekniske område i midten for at få næsten lige godt, men aldrig voldsomt godt udsyn til begge scener?
En del publikummer valgte en tredje mulighed: At bevæge sig frem og tilbage mellem scenerne. Det gjaldt dermed om at springe til side, når grupper af ærgerrige fans spurtede fra den ene ende til den anden, som var de kommet for sent ud af teltdugen inden en vigtig festivalkoncert.
Scenariet gentog sig hele aftenen og blev særligt tydeligt under kategorien The Takeover, hvor Sivas og Lamin skulle færdiggøre hinandens sange. Måske ville den ellers imponerende sceneopsætning have fungeret bedre i et mindre rum, hvor flere af de fremmødte bare ville vende sig om i stedet for at sætte i løb.
Selvom det var underholdende at høre Sivas’ udgave af ’Skyll’ og at opleve Lamin fyre op for både ’Kbhavana’ og ’D.A.U.D.A.’, var dette frem-og-tilbage-segment også ret fragmenteret at overvære. For sangene skulle hver gang stoppes i et par sekunder for at blive genoptaget på modsatte scene med sit eget lydsystem. Man begyndte at savne et mere sammenhængende flow og et mindre opbrudt lydunivers.
Aftenens største brøl
Under aftenens svageste kategori bevægede rapperne sig for en stund væk fra den ellers fine hyldest af dansk rap. Til The Clash skulle Lamin og Sivas nemlig iføre deres egne sange i nye, forudbestemte genreklæder.
Selvom det bestemt passer til SoundClash-navnet at høre Lamins ’Hva du på’ tilsat et drum’n’bass-beat, talte indslaget ikke specielt godt ind i den hidtidige rejse gennem de to rappere og deres kollegaers diskografier.
Der var langt mere at hente i den afsluttende dyst, The Wildcard, hvor de to hovedpersoner havde medbragt hver deres hemmelige gæst.
Lamin havde, måske ikke så overraskende, taget sin vanlige makker Artigeardit med til en umanerligt energisk fremførelse af ’Hvor fuck er min drink?’. Aftenens måske største brøl fra publikum kom efterfølgende, da Hans Philip trådte op på Sivas’ skrivebord for at levere sit ikoniske vers fra ’Stein Bagger’.
Oven på det festlige collab blev aftenen desværre afrundet med en semi-fuser. For den afsluttende finale skulle finde sted på værternes scene i midten af rummet, og det tog sin tid, før de to rappere havde banet sig vej derhen. Der lå naturligvis en sympatisk symbolik i at lade konkurrenterne mødes på midten, men seancen trak energi ud af arrangementet.
Det gjorde den allersidste afstemning også. For den skulle tages om efter en teknisk fejl. Det ellers ret velfungerende koncept med støjmåleren viste sig fra sin mest clunky side på det værst tænkelige tidspunkt.
I sidste ende tog Sivas den samlede sejr efter tæt løb på decibel-markøren gennem hele aftenen. Det tog Lamin, i tråd med eventets kollegiale tone, slet ikke tungt.
De rundede af ved både at spille Sivas’ ’Sidste timer’ og Lamins ’De her timer’. En ganske hyggelig afslutning på et stort opsat show, der bragte mange sjove idéer til bordet uden at lykkes med alting. Sådan er det jo tit, når man kaster sig ud i noget nyt.
Red Bull SoundClash kunne med sit særegne koncept ikke undgå at være en smule gimmick-præget. Men arrangementet kastede bestemt også nogle højdepunkter af sig, særligt når det gjaldt tilbageblikket på nyere dansk hiphophistorie.
Sjovt nok var konkurrencen mest vedkommende, når modstanderne hyldede hinanden.