‘Scream 7’: Ny Ghostface-gyser går back to basics – og heldigvis for det
FILM. Med fare for at lyde som en pick me by proxy er Neve Campbells Sidney Prescott bare ikke som de andre final girls.
På skuldrene af Jess i ‘Black Christmas’, Sally fra ‘The Texas Chain Saw Massacre’ og OG’en over dem alle – Jamie Lee Curtis’ Laurie fra ‘Halloween’ – står hun i ‘Scream’-franchisens første fire film som ansigtet på en trope, der har gjort op med det fortærskede billede af kvinder som skrøbelige dådyr fanget i forlygterne på alskens maskeklædte morderes intentioner.
Set i lyset af de seneste års relanceringer med ’Texas Chainsaw Massacre’ (2022) og David Gordon Greens ’Halloween’-trilogi var det derfor måske også kun et spørgsmål om tid, før vi for alvor skulle se Sidney vende tilbage til endnu en omgang traumatiserende overlevelseskamp i den biografaktuelle ‘Scream 7’.
Heldigvis for det. For efter en vellykket deroute med både ‘Scream’ (2022) og ‘Scream 6’ bliver man i den syvende installation mindet om, at det nogle gange godt kan betale sig at gå back to basics.
Mens diverse Ghostfaces har slicet og dicet sig gennem både Woodsboro og New York, zoomer vi i ‘Scream 7’ ind på det liv, Sidney i mellemtiden har bygget op i Pine Grove efter sin flugt fra mediernes søgelys.
Udstyret med en vielsesring og den nye efternavn Evans skal hun nu navigere i at opfostre teenage-datteren Tatum (Isabel May), opkaldt efter sin garagedørsdræbte veninde fra originalfilmen, der inderligt ønsker at komme nærmere de traumer, hendes mor endnu kæmper med, og som hun selv lever i skyggen af.
Sidney er ikke overraskende tilbageholdende med at dele ud om sin fortid. Det hjælper heller ikke just, når den stadig er genstand for talrige Netflix-dokumentarer og en enkelt Dateline-episode. Andre boller kommer der dog på suppen, når der – surprise – kommer en ny Ghostface til byen, som denne gang sætter datteren som sit knivstikkende mål. Hvem er mon bag masken denne gang?
Alle gysere reflekterer den tid, de bliver til i, men en ’Scream’-film har til alle tider fungeret som en selv-satirisk kommentar på de efterhånden mangefacetterede undskyldninger, filmindustrien kan hitte på for at videreføre og genoplive fanelskede franchises. Og ‘Scream 7’ er ingen undtagelse.
Denne gang er det ‘Scream 6’-gengangerne Mindy (Jasmin Savoy Brown) og Chad Meeks-Martin (Mason Gooding), der under et forbudt barbesøg med alle Tatums mistænkelige venner i sin metamonolog erklærer denne ombæring for en recon, hvor dekonstruerede filmbrikker bliver taget op og samlet til en loyal homage til forlægget.
Instruktør Kevin Williamson, der for første gang i franchisen står med dirigentstokken, forstår dog heldigvis at følge ambitionen til dørs.
Som nær samarbejdspartner til afdøde Wes Craven og den almægtige fader til det oprindelige ‘Scream’-manuskript skildrer han med ‘Scream 7’ en bearbejdning af konceptet final girl, og hvad det vil sige at leve med de traumer, slasher-filmene ofte er mindre tilbøjelige til at dyrke til fordel for hæmningsløs vold.
Neve Campbell spiller overbevisende som den nu voksne Sidney, der både garderer sig fysisk og mentalt med et snedigt panic room i soveværelset, fikse go bags og politichefen Mark (Joel McHale) som ægtemand. Dertil er det herligt forfriskende at opleve, hvordan Ghostface har skrottet den vanlige opringning på fastnettelefonen til fordel for nutidsteknologi som måske-måske-ikke-deep fakes og Facetime-opkald.
De ellers uhyggeligt underholdende slasher-scener i første akt ender dog i anden halvdel med at blive formulariske og forudsigelige. Lys bliver pludselig slukket, og en fjern lyd advarer gang på gang de stakkels ofre om deres snarlige endeligt, hvilket tager pusten ud af den morderiske kreativitet og snarrådighed, Ghostface ellers prises for.
Det kan måske forklares ved, at der simpelthen er for mange karakterer for den ihærdige hætteklædte morder at stikke kniven i.
Med både Sidney og journalisten Gale (Courteney Cox) som den faste legacy-duo, ‘Scream 6’-søskendeparret Mindy og Chad og et decideret væld af nye ansigter (McKenna Grace, Anna Camp, Jimmy Tatro, Asa Germann, Celeste O’Connor, jeg kunne blive ved) klemt ind på lærredet er der hverken meget plads til hver enkelt eller pusterum til at svælge i de tragiske mordscener.
Kevin Williamson har dog altid haft et solidt greb om slasher-genren. Og hvis han tager de emner og troper, som han så fint balancerer i ‘Scream 7’, seriøst, behøver Sidney Prescott aldrig igen forsvare sin status som den ultimative Scream Queen.
Kort sagt:
Trods et overrendt cast og halvbagte mord får the final girl over dem alle med ’Scream 7’ endelig den plads i amerikansk gyserhistorie, som hun fortjener.