Duffy fortæller om kidnapning og overgreb i ny dokumentar

Duffy fortæller om kidnapning og overgreb i ny dokumentar
Duffy på coveret til debutalbummet 'Rockferry' (Foto: PR)

Den walisiske soulartist Duffy storhittede tilbage i slut-00’erne, blandt andet med numrene ‘Mercy’ og ‘Warwick Avenue’. Men efter sit andet album, ‘Endlessly’ fra 2010, forsvandt hun pludselig helt ud af offentlighedens søgelys.

I 2020 kom hun med den uhyggelige forklaring på sit fravær. Her fortalte Duffy, at hun var blevet »voldtaget og drugget og hold fanget over nogle dage«, og at det »tog tid« at komme sig.

Nu genfortæller Duffy hele sin livshistorie, inklusive de traumatiserende forbrydelser, hun blev udsat for, i en kommende dokumentarfilm produceret af Disney og Hulu. Det skriver NME.

Dokumentaren instrueres af Gill Callan, og foruden Duffy selv medvirker hendes familie, venner og tætte kollegaer i musikbranchen.

»Duffys liv er blevet formet af succes og berømmelse, men i lige så høj grad af smerte, trods og en ukuelig selvforståelse«, udtaler instruktøren.

»Jeg er draget af spændingen mellem sårbarhed og selvsikkerhed i hendes historie, og hvordan et menneske kan blive dybt påvirket af sine oplevelser, og alligevel finde en stærk, udtryksfuld stemme, som er umiskendeligt hendes egen«.

Duffy delte i 2020 sangene ‘Something Beautiful’ og ‘River in the Sky’, men ellers har der været stille fra hendes side. Man kan håbe, at den nye dokumentarfilm, som endnu ikke har en premieredato, også bliver anledning til et musikalsk comeback.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af