TRACK. ‘Tuder ud’ er afslutningsnummeret på Tusind.tankers debut-ep, ‘Suspense’, og sangen føles også som en afslutning.
Allerede fra de første linjer fornemmer man én, der sidder alene tilbage med noget, der lige er gået i stykker. »Falder fra dig nu / Jeg ånder frit ud / Mærker det hårdt«, synger han, og tonen er allerede sat.
Senere i nummeret lyder det: »Sidder for mig selv i nat / Du’ lige gået / Sidste gang vi ses, min skat«.
Omkvædet kredser om et mystisk billede: »Tuder ud / Som tusind børn ville gøre«. I billedet af tusind grædende børn ligger en forløsning – som om gråden har været holdt inde for længe og nu vælter ud i overflod.
Hvor resten af ep’en er tungere og mere synth-drevet, er ‘Tuder ud’ helt afklædt. Nummeret åbner i et nøgent, svævende rum, hvor Tusind.tankers vokal ligger helt fremme i lydbilledet og giver sangen en skrøbelig intensitet. Selv de små nuancer i hans levering får lov at fylde.

Et enkelt klaver pulserer et sted i baggrunden, mens et luftigt kor først mod slutningen melder sin ankomst og endelig udvider rummet. Der er en klaustrofobisk kvalitet over sangen, som også er til stede i teksten: »Har været pakket ind / Med dig i plastik / Helt uden ilt«.
Og »savner dig ikk’«, synger han godt nok, men der er tydeligvis noget, han ikke kan give slip på. For hvornår er man egentlig færdig med nogen? Når man siger det højt, eller når minderne holder op med at vende tilbage?
Den dansksprogede melankoli på ‘Tuder ud’ vil mange genkende fra navne som Elsked og Kind mod Kind, men her står den mere nøgen, mindre poleret og med en mere ubeskyttet sårbarhed.
Denne sårbarhed begynder efterhånden at føles karakteristisk for Tusind.tanker: En insisteren på at blive i de store, ubehagelige, lidt for ærlige følelser uden at glatte dem ud eller gemme dem væk.
Til dig, der kan lide: Ulykkelig kærlighed. Kind mod Kind. Elsked. Når man har holdt noget inde for længe. At tude.
