Næste års Oscar-vært er på plads

Næste års Oscar-vært er på plads
Conan O'Brien som Aunt Gladys under Oscar-showet. (Foto: Screenshot)

Årets Oscar-show sluttede med, at værten Conan O’Brien døde. Selvfølgelig ikke ægte, men i en sketch, der mimede slutningen på Paul Thomas Andersons store vinder, ‘One Battle After Another’.

Men til næste år genopstår O’Brien til Hollywoods toneangivende prisuddeling. Ifølge Deadline er talkshowværten nemlig blevet blevet genvalgt til tjansen som Oscar-vært i 2027. Det bliver hans tredje år i streg.

Ydermere vender producerne Raj Kapoor, Katy Mullan, Jeff Ross og Mike Sweeney tilbage til den 99. udgave af ceremonien.

»Conan har skabt en bemærkelsesværdig energi omkring Oscar-uddelingen«, udtaler Craig Erwich, chef for Disney Television Group, som broadcaster showet i USA via ABC og Hulu.

»Hans unikke komiske stemme gør Hollywoods største aften til en af årets mest underholdende fejringer. Vi er stolte af at byde ham velkommen tilbage og ser frem til det, han og produktionsteamet leverer næste gang«.

Ved dette års show var O’Brien en højenergisk vært, der blandt andet gav den som uhyggelige Aunt Gladys fra horrorfilmen ‘Weapons’. Alligevel haltede underholdningen ifølge Soundvenues Mathilde Johanne Kristiansen.

»Hvor nærmest samtlige af årets nominerede titler stod for originalitet, fremsyn og mod, smittede det nemlig ikke rigtigt af på showet, der gerne ville spidde et vildt techkriseramt Hollywood i et generelt vildt kriseramt USA, men manglede det komiske tempo til det«, skrev hun blandt andet.

Oscar-showet finder sted 14. marts 2027.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af