Det vakte stor frustration blandt fans, da Robyn for få dage siden aflyste de tre koncerter, hun skulle have spillet i Stockholm 16., 17. og 18. juli, for i stedet at annoncere én enkelt, kæmpestor koncert, der finder sted 17. oktober.
Fans, der i flere tilfælde havde booket rejser og bestilt hotelværelser, var ikke sene til at udtrykke deres vrede i kommentarfeltet på hendes Instagram-profil, hvor aflysningen blev annonceret.
Nu har den svenske superstjerne ikke desto mindre undskyldt i en længere tekst på sin Instagram-story, som det svenske medie Sweden Herald har foreviget.
»Jeg er oprigtigt ked af det«, skriver hun henvendt til alle, der har arrangeret rejser langvejs fra for at deltage i de nu aflyste koncerter.
»Desværre var datoerne i juli en fejlvurdering fra mig og mit team, og det føltes bedre at rykke showet til efteråret, hvor jeg bedre kan skabe den atmosfære, jeg håbede på«, forklarer hun og fortsætter. »Det føltes lidt trist at gøre det på tre forskellige datoer i halvfyldte arenaer«.
»Det føles vigtigt at sige, at der ikke er nogen økonomiske fordele for mig bag dette«, skriver hun. »At turnere har aldrig været noget, jeg gjorde for kommerciel succes eller for at slå rekorder«.
»Jeg er klar over, at annonceringen kommer alt for sent og på bekostning af dem af jer, der ikke kan deltage på den nye dato«, skriver hun, inden hun slutter. »Jeg er så dybt taknemmelig for mit publikum, jer som lytter og kommer, hver gang jeg spiller. Jeg tager det ikke for givet«.
Robyns koncert 14. juli i Royal Arena forløber fortsat som planlagt.
