TRACK. Der må være en nobelpris i vente til den person, der i sin tid fik den geniale ide at introducere Olivia Rodrigo for The Cure.
Ikke alene har det britiske bands 80’er-kølige, men følelsesladede postpunk vist sig at være lige præcis det skattekort, der kunne lede Rodrigo i nye, spændende musikalske retninger langt fra den tyggegummipunkede teenpop, hun for fem år siden brød igennem med.
Men jeg tror tror også, at Rodrigo og The Cure-frontmand Robert Smith – med deres rørende optrædener og tilsyneladende nære venskab – har bygget så stærk en bro mellem to generationer, der ellers ikke altid har stor forståelse for hinanden, at de burde have været indtænkt i Europa-Kommissionens strategi for intergenerationel retfærdighed (ja, den findes).
Hvad gør det, at der er meget, der splitter, når vi – boomere som gen-z’ere – har de håbløse kærlighedssange til fælles?
‘What’s Wrong With Me’, et højdepunkt på Olivia Rodrigos nye, storslåede, hjerteskærende og meget 80’er-inspirerede album, ‘You Seem Pretty Sad for a Girl So in Love’, er hendes første egentlige samarbejde med Robert Smith, og resultatet er en triumf.
Med æteriske klange, udflydende undervandsguitarer og hjerteslagstrommer lyder sangen måske nok som en varmere, blødere og mere imødekommende udgave af den gotiske drømmerock, The Cure dyrkede omkring ‘Disintegration’, men teksten er lige så smertefuld som noget, Smith har sunget før.
»Went to the doctor and she said I was fine / Tried meditation with a bottle of wine«, harmonerer de to stjerner i det, der må være en af de bedste sange om kærligheden som sygdom siden Sophia Loren tog til lægen med sit galopperende hjerte i 1959.
»I can’t eat / I can’t sleep«, synger de – fuldkommen unisont, hvis ikke de på charmerende vis udtalte ordet »can’t« vidt forskelligt. Det er sjovt at lægge mærke til den slags små forskelle, fordi de så præcist matcher hinandens lidelsesfulde, klagende levering.
På det punkt har Smith efter 50 år måske endelig fundet sin ligeværdige. Mens Rodrigo har fundet en lyd, der yder hendes følsomhed retfærdighed.
Til dig, der kan lide: At få venner, der er 40 år ældre, end du selv er. At dyrke din hjertesorg. At meditere med en flaske vin. At klynke.
