DEN NYE KÆRLIGHEDSSANG. Om det er covid, dating-apati eller Snapchat, der har gjort sexting til en allestedsnærværende omgangsform i moderne dating, er ikke til at sige. På den apatiske indie-ballade ’Demi Moore’ udfolder Phoebe Bridgers slagsiden af at bruge sexting som gateway-drug til intimitet.
Titlen ‘Demi Moore’ skyldes angiveligt, at der synges »I don’t wanna be stoned, anymore« og det lyder lidt som »I don’t wanna be stoned, Demi Moore«. Bridgers tager intet seriøst, mindst af alt sig selv. Det er noget af det, der gør hendes apati så spiselig.
»This is a song about sexting«, annoncerer Bridgers gerne, når hun spiller nummeret live. Titlen giver ikke meget mening i sig selv – sangen handler lige præcis nul procent om Demi Moore. Nummeret åbner med lyden fra en theremin – et instrument, man spiller på helt uden at røre ved det. Lyden er esoterisk og leder tanken mod aliens. Stemningen skifter med »take a dirty picture babe, I can’t sleep and I miss your face«.
‘Demi Moore’ stammer fra Bridgers’ debutalbum, ‘Stranger in the Alps’, og har således snart 10 år på bagen. Ikke desto mindre maler nummeret en genkendelig scene fra dating anno 2026. Forsvindende billeder har indtaget næsten alle de apps, vi skriver med potentielle partnere på.
Intimitet for utrygt tilknyttede
Sexting er ikke bare means to an end. Det er markant mere bøvlet og langsommeligt end at klare den selv. Der er noget andet på spil. Sexting skaber et rum for intimitet, der kan eksistere uden nogen reel fysisk eller følelsesmæssig nærhed. Det kilder de rigtige steder, samtidig med at man holder den anden fra livet. Ligesom med thereminen spiller vi på hinanden, uden at der nogensinde er nogen, der bliver rørt ved.
Nødbremsen er lige ved hånden (sluk, slet samtalen, blokér).
Udover thereminen er nummeret simpelt med blid guitar og apatisk vokal. Det gør skrøbeligheden tydelig, når »tell me what you’ll do please« bliver til »I don’t wanna be alone«.
Sexting opererer ud fra to afgørende principper: 1. Du kan holde ensomheden på afstand lige så længe, som du kan holde din digitale sexpartner engageret/liderlig. 2. Du kan udleve noget, der føles sårbart og nært, uden at møde op i egen sårbarhed eller fysisk nærvær.
Bridgers’ dysfunktionelle datingliv er et gennemgående tema i stort set al hendes lyrik. Hendes æstetik centrerer sig om det uvirkelige – spøgelser, UFO’er – og spejler elegant den dissociative tilstand, lyrikken ofte placerer lytteren i. Den useriøse tilgang til livets mørke sider gennemsyrer zillennial-kultur, -humor og ikke mindst -musik. Alt er en joke, også vores egen depressive tilstand og manglende evne til at forme meningsfulde relationer.

Skyggen af et andet menneske
Det er moderne dating i sin mest ekstreme form. Første base er at matche på en app, anden base er sexting, tredje base er at mødes til kaffe i virkeligheden. Det føles nemmere at sende et forsvindende semi-nude end at ringe hinanden op og tale om, hvad man egentlig søger i en partner (ew!).
På ’Demi Moore’ prikkes der til sidst hul på bylden med linjen »It got quiet on the other line«.
En kølig påmindelse om, at man også kan blive forladt af sin digitale sexpartner. Der er ingen garanti for, at »må jeg se dig komme« ikke ender med »læst 23:12«. Trygheden er en illusion, der kun understreges af Bridgers’ insisterende spøgelsesvokal, der lukker nummeret med linjerne »I’ve got a good feeling / It doesn’t happen very often«.
Kampen for at holde den anden engageret kan ikke vindes, payoffet føles hult. Og når der bliver stille i den anden ende, opdager man, at man stadig er nøgen og alene. Så er det måske alligevel risikoen værd at møde op autentisk i sin længsel efter andre menneskers selskab? Det er meningen, at sexting skal være sjovt – og det kan det også være.
Men hvis du er skæv og deprimeret, er det måske en god idé at ringe til en ven i stedet for at matche med alle på Feeld.
Læs alle artikler i serien ‘Den nye kærlighedssang’ HER.
