Claes Bang stråler i disse år med et hav af internationale roller – også på tysk.
Lige nu er danskeren således aktuel med hovedrollen i Felix Randaus (‘Iceman’) tysksprogede historiske drama ‘I Is Another’, som fik verdenspremiere på den prestigiøse filmfestival i Locarno i går.
I den anledning har vi fået filmens trailer, hvor Bang spiller over for blandt andre Valerie Pachner (‘A Hidden Life’) og Susanne Wuest (‘Goodnight Mommy’) som den komplekse hovedperson, der er taget fra virkeligheden.
‘I Is Another’ handler således om den berygtede massør Felix Kersten, som arbejdede for nazisternes grusomme SS-leder Heinrich Himmler under Anden Verdenskrig. Efter krigen kom det frem, at han også i det skjulte hjalp jøder ud af koncentrationslejre under styret.
Handlingen foregår i 1952, hvor journalisten Hedda sammen med sin ægtemand Winfried overrasker Kersten på et tog til Oslo. Hun mistænker, at Kersten har pyntet lovligt meget på sin historie for at komme i betragtning til Nobels fredspris.
En dansk premieredato er endnu ikke annonceret.
