Daniel Lanois – glødende åbenbaring

Sidst Lanois gæstede København var det med en fabelagtig opvisning udi det følsomme og indadvendte, og hvor den canadiske superproducers opmærksomhed især var rettet mod slideguitarens spinkle følsomhed. Denne aften var der tilføjet mange mål af vildskab gennem Lanois’ Gibson-guitar og den meget velspillende trio Mother Superior. Som en syretrippet ærkeengel svævende gennem forårsnatten i en tilstand af det totale anarki og det stramt melodiske.

Allerede på åbningsnummeret, ‘The Maker’ fra debuten ‘Acadie’, som blev serveret i en otte minutter lang guitarspændt live-version, demonstrerede Lanois på overlegen vis, at han er en mand, der mestrer guitarspillet til det perfekte, og som på Pink Floydsk vis kan male store og skæve lydbilleder uden at miste melodien.

Lanois kom rundt om hele registeret. Der var de enkle og nære, de lidenskabelige og de intense og de himmelskuende smukke instrumentale numre. Alle sammen blev de præsteret med en sitrende intensitet og nerve, der fik Lanois til at fremstå som en diabolsk Peter Pan, der med sin tryllestav af en guitar kunne skabe hvad som helst hvor som helst gennem sine maleriske toner, der blev kastet ud i alle verdenshjørner uden på noget tidspunkt at miste balancen eller kontakten til publikum.

Som vækkelsesprædikanten, der holder dundertale for sine tilhørere, bølgede aftenens musikalske forelæsning frem og tilbage mellem blid skønhed og storladen vildskab, og der var øjeblikke, hvor forskellen mellem virkelighed og Lanois’ grænseløse lydparadis syntes fuldstændig at forsvinde.

I en tid, hvor religiøsitet er bandlyst fra det offentlige rum, bukker jeg mig i støvet, kaster palmegrenene og hylder ærbødigt denne rock’n’roll-Messias. Efter denne søndag føles frelsen nær.