Seebach møder Sinatra på Loui Hendersons tilbageskuende debut-ep
EP. Vi skal tilbage i tiden. Hvorhen? Sådan lidt over det hele.
Sangskrivningen på Loui Hendersons debut-ep, ‘Nogen skal jo sige det højt’, beror til dels på en gammel tradition fra midten af det forrige århundrede.
Der er en lille smule broadway og Bing Crosby over de melodiske krumspring, strygerne og mængden af akkorder, man har formået snige ind i en håndfuld konventionelt lydende popsange.
Man aner også en smule motown og doo-wop over udtrykket.
Det er en æstetik, der har vundet frem de seneste år. Sabrina Carpenter fingerer en tradwife fra kernefamiliens storhedstid i 50’ernes USA, og Laufey spillede tidligere i år i Royal Arena med broadway-lydende jazznumre.
Det er dog ikke noget nyt fænomen. For ti år siden hed det store posterchild for 50’er-doo-wop-/pop-lyden Meghan Trainor. Herhjemme havde Patrick Dorgan gang i noget lignende i den mere motown-soulede ende af spektret.
Loui Henderson har bare ikke helt commited sig til den retrobølge. Det skal lige blandes op med noget udefinerbart radiopoppet. Det er Seebach møder Sinatra.
Ep’ens titulære nummer lyder vitterligt som en Rasmus Seebach-sang med en akustisk guitar og en mundharmonika. Hendersons talesangsvokal i de stille passager er som snydt ud af næsen på Ralles liveplade fra Horsens.
En gang imellem får man også lige en gang guitarrock, der minder om noget fra omkring 90’erne og starten af 00’erne.
‘Brune krøller’ og til dels ‘Medusa’ trækker ud i – for popgenren – længere, instrumentale passager, så de til tider lyder som noget fra et Coldplay-album fra starten af årtusindet. Før BTS-features og The Chainsmokers-samarbejder. Tænk ‘Politik’ og ‘God Put a Smile Upon Your Face’.
Selvfølgelig stadig blandet med P4-pop.
Henderson vil lidt det hele. Det kommer sikkert af en legesyg tilgang til musikken, men samlet giver det et rodet og ufokuseret udtryk. Det er en typisk børnesygdom for nye artister, men det gør det også bare det sværere at finde noget at hænge sin hat på som lytter.
Loui Henderson er en del af den første årgang på P3’s »nye« koncept P3’s Næste. »Nye«, fordi det i essensen er en revitalisering af KarriereKanonen.
Jeg skal ikke kloge mig på, hvad der ligger bag P3’s beslutning om at ophæve Louis Henderson til et af kongerigets bedste bud på et stjerneskud.
For selvom der bestemt er udviklingspotentiale i Henderson, kan det være svært at ane et fremtidsperspektiv med en ep, der er så tilbageskuende, som tilfældet er.
Lad mig eksemplificere det med et spørgsmål: Hvornår har du sidst hørt Patrick Dorgan?
Kort sagt:
På sin første ep lyder P3’s Næste-kunstneren Loui Henderson som en blanding af Rasmus Seebach, Frank Sinatra, tidlig Coldplay og P4. Henderson vil det hele, men det bliver en rodet affære.