INTERVIEW. I slutningen af TV 2-dokumentaren ’Jada’ fra 2023 proklamerer Emilie Molsted Nørgaard over for sit pladeselskab, at hun vil i eksil.
På ubestemt tid. Og de skal faktisk helst ikke kontakte hende, medmindre det er for at høre, hvordan det går med at være i eksil: »I kan ikke engang vide, om der kommer en opdatering«.
Det er der kommet nu. Og hun har ikke spildt tiden.
De seneste fire år har Jada nemlig stadig spillet en masse koncerter, arbejdet på en masse ny musik og ikke mindst fået to børn.
I dag er hun klar med sin første udgivelse siden det storladne albumprojekt ’Elements’ fra 2022. Den nye surprise-single markerer dog ikke kun return of the Jada, men også en ny æra.
På ’J.A.D.A.’ er hun selvsikker som aldrig før. Musikken er groovy, rå og personlig. Vi har taget en snak med hende om at finde frihed i begrænsninger, at skrive musik mens man er gravid og om at lave tvivl til selvtillid.
Hvordan føles det at skulle vende tilbage efter så lang en pause?
»Jeg har jo lavet ekstremt meget musik, og jeg har også været ude at spille rigtig mange koncerter, så jeg føler ikke, jeg har holdt pause og skal vende tilbage. Men jeg kan mærke, at det er lang tid siden, jeg har udgivet musik – og det er ekstremt uhyggeligt. Men det gode ved, at der er gået så lang tid, er, at jeg ikke føler, at der er noget, jeg skal følge op på«.
»Det følte jeg heller ikke, mens jeg lavede det nye musik. Jeg følte mig mere og mere fri. Jo længere tid der gik, jo mere fri følte jeg mig til bare at lave det, jeg syntes var fedt«.
Hvor kommer den her nyfundne kreativitet fra?
»Det at være gravid og arbejde med musikken i ekstreme fysiske processer og så få to børn, der også tager meget af min tid, har bare været virkelig, virkelig godt for min kreativitet. At jeg ikke havde uendelig tid til at sidde og tænke over, om det var sejt nok. Det er det kedeligste spørgsmål, man kan stille sig selv, og det mest begrænsende – i hvert fald for mig«.
»Denne gang vidste jeg, at ’jeg har tre timer, og jeg skal lave et eller andet’. Det satte en helt anden slags proces i gang, at jeg bare var nødt til at skrive og synge. Før hadede jeg at skrive tekster, fordi det var så svært at finde ud af, hvad fanden jeg havde på hjerte. Nu var det nemt. Jeg vidste, hvad jeg skulle skrive om, fordi det hele ligesom var mellem hænderne på mig hele tiden«.
Du fandt en frihed i begrænsningerne?
»Fuldstændig. Begrænsningerne har været den største frihed for mig kreativt«.
Jeg kan forstå, at du har været meget optaget af mønstre på det nye materiale. Hvad er det for nogle mønstre?
»Der var noget med at gentage et af de mest gentagende mønstre i menneskets historie, nemlig at få børn. Der blev jeg meget bevidst om, at okay, nu har jeg givet det her liv videre. Hvad er det ellers, jeg giver videre til mine børn? Det kunne for eksempel være nice ikke at overføre den her store utryghed, jeg går rundt med. Kunne jeg komme videre fra den, så den ikke bliver givet videre?«.
»Samtidig kunne jeg se, at det ikke kun er i forhold til mine børn. Jeg giver også noget videre til mine venner, til min familie. Pludselig kunne jeg se, at der var generationsmønstre, generationstraumer, som vi alle sammen gik og gentog. Jeg kan ikke altid finde roden til min egen angst, og der er jeg nogle gange gået til mine forældre og bedsteforældre og har kunnet se, at den specifikke angst har de også haft«.
»Min drøm med det her nye musikprojekt er at sige både de flatterende og uflatterende ting højt. Sige højt, hvor meget kærlighed der findes, hvor meget det også er et mønster, at vi bliver ved med at give kærlighed til hinanden. Bryde med de dårlige mønstre og blive lidt mere fri. Det er det, der er drømmen, ikke?«.
Hvorfor er det lige ’J.A.D.A.’, du har valgt at vende tilbage med?
»Jeg havde lyst til at vende tilbage med noget, som var en lille smule svært at placere. Jeg synes selv, at det er lidt en fræk, sjov sang om at prøve at gøre op med sin egen usikkerhed og sige fra overfor at blive forsøgt gjort til alt muligt, man ikke er. Det var lidt den følelse, jeg nogle gange kunne få tidligere i min karriere«.
»Det var især en masse firmaer og forretninger, der gerne ville benytte sig af nogle kvaliteter, de syntes, jeg havde, for at fremme deres eget brand. Eller folk fra publikum, der syntes, at nu måtte jeg ikke være sådan, fordi jeg havde jo sagt, at jeg var feminist, og så syntes de, at jeg skulle være feminist på en særlig måde«.
»Der var så mange, der havde travlt med, hvordan jeg skulle gøre tingene. Og den her sang handler om, at det alt sammen kan … rende mig. Og samtidig slutter sangen med at sige, at jeg jo også er besat af deres opmærksomhed«.
»Jeg havde lyst til at udgive en sang, som gav udtryk for alt muligt komplekst, men som man også kunne ryste røv til. Det var det, jeg havde lyst til«.
Hvordan har processen omkring den nye musik været? Hvordan har den adskilt sig fra de foregående, og hvad har været mest udfordrende?
»Den minder faktisk lidt om mit første album. Jeg lavede ’I Cry a Lot’ med Morten Winther, Awinbeh Ayagiba, Niels Kirk og Jonas Bark, og der var ikke så mange andre inde over. ’Elements’-pladen lavede jeg rigtig meget med Malthe (Rostrup, red.), men også med en hulens masse andre sangskrivere. Der havde jeg lyst til lidt mere sådan cirkusteatralsk stemning«.
»Og her er jeg igen bare gået helt tæt med fire-fem mennesker. Det er noget, jeg elsker. Man kan lettere referere til en samlet historie og en samlet måde at arrangere og skrive på. Og så har den jo adskilt sig helt vildt på den måde, at jeg har været gravid en stor del af tiden. Så på den måde har det været en ny proces, men som minder mere om mit allerførste album«.
Hvordan kommer det til udtryk i musikken og i teksterne? Både processen, dine børn og mønstrene?
»Teksterne er 100 procent tro mod virkeligheden og mine følelser. Det betyder ikke, at man får alle informationer om mit liv, men jeg følte ikke, jeg kunne skrive for eksempel ’om morgenen sagde du det her’, hvis det var om eftermiddagen. Vi skulle skrive, præcis hvordan det var«.
»Jeg var gravid og kortluntet, og jeg har selv manglet musik, som behandler de emner på den måde, jeg oplevede det. Derfor skulle det være så præcist som muligt, fordi det var det, jeg selv trængte til, at der fandtes mere af«.
»De her sange og tekster, som behandlede den overvældende oplevelse, det er at være gravid, for eksempel. Eller den overvældende oplevelse, det er at være et forfængeligt, usikkert menneske, der drømmer om at føle sig mere fri. Jeg havde brug for at få det så specifikt som muligt«.
Den nye single markerer ikke bare din tilbagevenden, den indvarsler også »en ny æra, præget af inderlighed, ærlighed og selvtillid«. Hvad handler Jada-projektet om for dig i 2026 i forhold til tidligere?
»Jeg er jo blevet ældre og har fået fire års nye erfaringer med ind. Det, der har ændret sig mest, er, at hvor jeg før kunne blive inspireret af alle mulige andre ting, mine venners liv, min kærestes liv, folk i fjernsynets liv, så er det her ligesom bare … jeg skrev det, mens jeg levede det«.
»Jeg gik rundt med mit forældreskab i en ret lille klokke. Det gjorde, at jeg stillede ekstremt mange spørgsmål ved mig selv, både som mor, men også som menneske og som kunstner. De første år af mit forældreskab var jeg i tvivl om alt«.
»Og da den tvivl så langsomt begyndte at vende sig til selvsikkerhed og selvtillid – og det gjorde den, fordi jeg øvede mig hver dag i at vende den – så tænkte jeg: Det kan ikke kun være mig, der oplever pludselig at tvivle på alt, hvad jeg har kendt. Det er jeg nødt til at skrive om, og hvis det skal kunne bruges til noget af andre, så er jeg nødt til at være så ærlig som muligt, også selvom det får mig til at fremstå dårligt«.
»Jeg kan kun fortælle ærligt, hvis jeg stoler på, at jeg er okay, som jeg er. Ellers får jeg lyst til at dække det. Det er også derfor, der er gået fire år. Jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at vente, til jeg havde modet til at fortælle inderligt og ærligt om de her ting«.
Jada er tilbage. Hvad skal der ske herfra?
»Jeg vil gerne bare udgive musik, udgive musik og udgive musik. Jeg vil ud på Strøget og synge det, jeg vil stå på torvene, og jeg vil cykle rundt og dele mine cd’er ud. Jeg er bare så spændt på at høre, hvordan folk oplever den nye musik. Så planen er, at jeg skal spytte alt den musik ud, jeg kan. Og komme ud at møde dem, der lytter, og høre, om de kan bruge det til noget«.
‘J.A.D.A’ er ude nu.