’Temptation Island’ var vildt på tv – live på TikTok gik det fantastisk amok

Efter 'Temptation Island's store twist var der dramatisk efterfest på TikTok, som leverede en savnet mangelvare i realitylandskabet.
’Temptation Island’ var vildt på tv – live på TikTok gik det fantastisk amok
'Temptation Island'. (Foto: Viaplay)

SÅ DU DET? Det kontroversielle tv-program ’Temptation Island’ leverede i sidste uge en af de vildeste reality-episoder længe.

I konceptet, der er bygget op omkring, at et par splittes op og fristes til utroskab, var deltageren Liv Madsen sin kæreste Nicolaj Rosé utro for øjnene af hele Danmark. Eller i hvert fald dem med et Viaplay-abonnement.

Det var chokerende, det var dramatisk, det var følelsesladet. Det var godt tv. Men på TikTok Live samme aften var det endnu bedre.

Manden, som Liv Madsen, havde været utro med, Andreas Thorkildsen (med det reality-værdige kælenavn “Gonzo”), gik samme aften live med ’Temptation Island’-kollegaen Jamie Skovgaard for at tale om det dramatiske afsnit.

Her fik han lovet sine mange tusinde seere, at hvis livestreamen nåede ti millioner likes (brugere må like 500 gange om dagen), ville han invitere episodens folkedømte skurk Liv med. Jeg sendte et like med det samme.

Gonzo er tilsyneladende en mand, som holder, hvad han lover. Da livestreamen ramte målet, kunne man pludselig høre Liv Madsens stemme. En stor tak skal lyde til de mange andre danskere, som åbenbart er lige så dramahungrende som mig.

Vi blev øjeblikkeligt vidner til vedholdende mudderkastning mellem parterne, som tydeligvis ikke er lige så glade for hinanden, som de var, da programmet blev optaget i foråret.

Der bliver trykket på utroskabsknappen i ‘Temptation Island’. (Foto: Viaplay)

Gonzo, Jamie og Liv gav et ufiltreret indblik i behind the scenes-dramaet og skændtes om, hvem »der lukker lort ud«, hvem der var vild med hvem, dengang der blev trykket på “utroskabsknappen”, og leverede samtidig ny sladder om en potentiel sugardaddy (til stor fornøjelse for alle på Reddits forum InfluencergossipDK).

De tre talte til hinanden på en måde, som gjorde det tydeligt, at der ikke længere var en tilrettelægger til stede.

Det var ikke opbyggeligt, men helt fantastisk. Det live TikTok-drama gav nemlig mindelser til alt det, som jeg har manglet i reality-tv de seneste mange år.

Selv i de mest skruppelløse formater som ’Paradise Hotel’ eller ’Ex on the Beach’ har der bredt sig en kedelig tendens til, at deltagerne generelt opfører sig pænere end i de gode gamle reality-dage, fordi de har skumle planer om en influencerkarriere og et betalt samarbejde med Hello Fresh.

‘Temptation Island’. (Foto: Viaplay.)

De rå, spontane følelser, som bliver udtrykt uden indblanding fra et produktionshold, har manglet de seneste år. Og selvom det naturligvis er godt, at produktionerne bag ikke længere tillader hævede stemmer eller truende adfærd, så endte bestræbelserne på at gøre programmerne ordentlige og ufarlige også med at fjerne det sjove.

Men på TikTok LIVE er der stadig masser af kant.

Helt generelt faktisk. Er du ikke til kæmpedramaet bag ’Temptation Island’s thailandske kulisser kan du blot scrolle videre i TikToks livefeed og støde ind i helt almindelige danskere, som livestreamer alt muligt trivielt: De lægger makeup, laver morgenmad eller laver unboxing af pakker fra Shein. Alt imens de fortæller om et skænderi med kæresten eller svarer alt for ærligt på spørgsmål fra nysgerrige seere. Det er også uskønt, upoleret og en befrielse.

Hvor vi før i tiden zappede os gennem tv-kanalerne med fjernbetjeningen, er tommelfingerbevægelsen nu blevet et swipe, som leverer et endeløst katalog af mennesker, der er villige til at lukke os ind i deres liv.

Tirsdag aften var jeg i hvert fald lykkelig for at lande lige der mellem Gonzo, Jamie og Liv, som leverede popcornværdig og ægte underholdning.

‘Temptation Island’ kan ses på Viaplay.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af