‘Maria, Atlantis’: Uforudsigelige Asta Olivia Nordenhof strikes again

ROMAN. Jeg får ofte det brutale spørgsmål: Hvem er din yndlingsforfatter? Oftest forsøger jeg at krybe udenom, men at Asta Olivia Nordenhof er den vildeste danske samtidsforfatter, er jeg ikke bange for at hævde. Hun brillerer gang på gang med tør og nådesløs humor, og så er hun enormt kreativ i sin måde at skrive politisk litteratur på.

Uforudsigelig er hun også. I 2013 udkom hendes dansklærer-kanoniserede digtsamling ‘Det nemme og det ensomme’ med et brag, og syv år senere, da vi næsten havde opgivet et comeback, annoncerede hun en hel septologi (nu ændret til en hexalogi) om branden på færgen Scandinavian Star.

I serien er udkommet ‘Penge på lommen’, ‘Djævlebogen’ og nu: ‘Maria, Atlantis’, som hun kalder for litterær romantasy og præsenterer i en skøn æstetik, der umiskendeligt henleder tanken på lægeromaner. Uforudsigeligheden strikes again.

Hun ved godt, det er urealistisk, ikke?

Romanen har to hovedpersoner, Maria og Bartholin. Maria findes i 1990. »Først må et par ting slås fast om Maria, hvoraf den vigtigste, at hun findes, nu allerede er nævnt.« Hun bor i Frederikshavn og er på en eller anden måde blevet jomfrugravid (ting sker). Bartholin fødes i midten af 1700-tallet, og begge sætter de ud, som der står i indledningen, »for at finde noget, de fornemmede fandtes.«

Herefter folder handlingen sig ud i sådan en grad, at den er svær at koge ned til et resumé.

Maria møder Miguel på en færge, og færgen bryder i brand. De ender i den anarkistiske underverden Atlantis, som Bartholin på en helt anden tid (men findes tid overhovedet?) stævner ud for at finde.

Indimellem mister fortælleren overblikket over handlingen og søger hjælp hos en veninde, der sms’er hende fra et bjerg i Slovenien.

Disse metaafsnit, hvor veninden får lov at analysere, kritisere og co-forfatte til fortællerens fryd og irritation, er på mange måder romanens dna, fordi fortællerstemmen virkelig shiner, når den får modspil.

Man kunne ellers forestille sig, at det ville føles som at blive talt ned til, når en forfatter forklarer karakterernes motiver undervejs. Men tværtimod føjer det endnu et lag til historien. Fortællerens små delkonklusioner om eget værk gør det kun endnu sjovere, og det samme gælder hendes utålmodighed, når veninden ikke helt forstår hendes intention: »Nu spørger du dumt.«

Som læser får du lyst til at tolke med og stille spørgsmål ligesom veninden: »Maria ved godt, at det er helt urealistisk, ikke?« spørger veninden på et tidspunkt, og svarer selv: »Hun er sød, men hun er jo også en sinke, det er derfor, hun kan have sine smukke drømme.«

Det, som Maria er sød og sinke nok til at drømme om, er realiseringen af den anarkistiske samfundsorden, de har i Atlantis. Alle atlantere med deres fiskehaler og gode intentioner er nemlig fælles om arbejdet, frie til at forandre sig, og den private ejendomsret er en by i Vendsyssel. Ingen køn, intet militær. Lidt en frelst affære måske, hvis ikke Nordenhof hele tiden punkterede sine egne utopier.

I et kapitel, hvor forfatteren selv træder frem og deler sine reflektioner over anakismen, siger hun, at hun har svært ved dens umiddelbare sværmeri for den selvforsynende landsby. Hendes hjerte vil ikke give op på storbydrømmen og »rigdommen det var at være mange, på én gang nære og fremmede.«

Mens forfatteren skriver, læser hun Platon og adopterer dennes version af et drømmesamfund som værende flygtigt. »Hele tiden afvist og så genrejst i en let forskudt version.«

Det er det, der gør det så spændende at opleve Nordenhof lege med worldbuilding. Det er svært at skabe en utopi, og hun tager os med ind i det frustrerende kontrolrum fuld af dilemmaer.

Eksempelvis er det smukt, at atlanterne ikke ønsker at kæmpe, men i løbet af historien bliver det besværligt for dem at have bygget en verden, man ikke har mulighed for at forsvare mod fjender. Den slags dilemmaer.

Hjertemuslinger og hvilegræs

Ud over de to tidsplaner – Bartholin på skibet og Maria på færgen og senere i Atlantis – er der også et væld af finurlige detaljer at holde styr på. Dansekrabber, hjertemuslinger, hvilegræs, mareridthaller, U name it. I bedste fantasy-stil kaster Nordenhof sig ud i undervands-worldbuilding, og det er både sjovt og poetisk.

At kalde værket for romantasy er dog alligevel et stretch. Hertil fylder hverken romance eller erotik nok, og mødet mellem Maria og Miguel kunne ikke være længere væk fra the slowburn. Man skal lege med genrer, alt det man vil, det virker bare unødvendigt at lege med en genre, som man ikke virker synderligt interesseret i. Det er næppe romancen, vi vil huske ‘Maria, Atlantis’ for.

Til gengæld er jeg ret sikker på, at vi vil huske den og det rum, den har skabt. Den har på mange måder frisat den politiske roman fra at være betongrå realistisk eller idelogisk færdigstøbt. For mig kommer der til at være et før og et efter Scandinavian Star-serien i dansk litteratur.

Det her værk gør måske det ypperste, et værk kan: Det får én til at føle hele paletten af det fjollede, smukke og politiske, og det inspirerer til at tage vores drømme alvorligt nok til at tænke dem igennem.

---

Kort sagt:
Nordenhof sætter mange både i søen i dette tredje bind af Scandinavian Star-serien og får dem alle i sikker havn (på et symbolsk plan, de rigtige skibe synker selvfølgelig) i endnu et vidunderligt værk om modstand og drømme. Det er fjollet, smukt og politisk.