’Everybody Digs Bill Evans’: Musikfilm med Anders Danielsen Lie udvikler sig til et dirrende familieportræt
FILM. Jeg ville næppe se en biopic om Johnny Cash eller Bob Dylan, hvis jeg fandt deres musik ganske afskyelig.
Men ’Everybody Digs Bill Evans’ er langt fra en film kun for fans af jazzpianisten Bill Evans (1929-1980). Faktisk bliver der ikke spillet ret meget jazz undervejs.
Således mest ved filmens begyndelse, der tager os med tilbage til den legendariske jazzklub Village Vanguard i New York, hvor Bill Evans optræder sammen med sin trio. Sessionen, som fandt sted i 1961, blev optaget og resulterede i hele to prominente albums, ’Sunday at the Village Vanguard’ og ’Waltz for Debby’.
Den legendariske koncert har en tragisk aura i jazzhistorien, for blot ti dage efter døde trioens bassist Scott LaFaro i en bilulykke. ’Everybody Digs Bill Evans’ handler om, hvordan Bill Evans skal rejse sig igen efter dette tab. Bill Evans fik klaver, bas og trommer til at lytte og svare hinanden, som om det var en »perfekt samtale«, som det bliver sagt på et tidspunkt i filmen. Men efter bassistens bilulykke blev samtalen brutalt afbrudt.
Bill Evans befinder sig nu i et limbo af heroin og tomhed, mens han crasher hos sin bror Harry Jr. (Barry Ward), der lever en mere borgerlig tilværelse som musiklærer med kone og datter. Bill Evans’ tilstedeværelse i kernefamilien bliver for stærk kost, og jazz-legenden flyver i stedet til Florida for at tage en kold tyrker hjemme hos sine pensionerede forældre.
Selvom jazzmusikken er sat på pause i store dele af filmen, er der stadig jazzet fornemmelse på spil hos Grant Lee, der tidligere har lavet Radiohead-dokumentaren ’Meeting People is Easy’.
Hans debut som spillefilminstruktør er skudt i smagfuld sort-hvid, så man føler sig hensat til gamle pladecovers fra jazzguldalderen. Fortælleformen er overvejende rolig, men nålen hopper nogle steder af pladen, så formen bliver mere fragmentarisk og kalejdoskopisk:
Klipperytmen bliver hidsig, når Bill Evans og kæresten Ellaine (smukt og sårbart spillet af Valene Kane) skyder heroin. Der er også enkelte og pludselige spring frem i tiden til 70’erne og 1980, hvor Bill Evans er skægget og udtæret, og en lang række tragiske begivenheder bliver oprullet i billeder, som pludselig er fulde af chokerende ekspressiv farve.
Bill Evans spilles fint af norske Anders Danielsen Lie iført tidstypiske briller. Han klarer sig udmærket i en fåmælt engelsksproget rolle, der i sidste ende ikke er så langt fra de martrede karakterer, han har portrætteret i Joachim Triers film.
Nordmanden bliver dog i nogen grad overtrumfet af Laurie Metcalf og Bill Pullman, der spiller deres roller som de jordbundne arbejdsforældre Mary og Harry Sr. med en sådan indlevelse og veloplagthed, at man næsten bliver mere optaget af de to pensionisters tosomme tilværelse end af Bill Evans og klaveret, der står med klappen slået ned.
Det er også moren, der får lov at komme med filmens morale, som sandsynligvis er hentet fra den biografiske roman ’Intermission’, der har ageret forlæg: En pause, et ophold mellem to toner, kan være netop dét, der gør musik til stor kunst. Moren husker, hvordan broren Harry var en flittig type, der artigt øvede sine klaverskalaer på klaveret. Men det var Billy, der udviklede sig til et geni, efter han også som barn måtte tage en pause fra at spille musik, da han havde haft armen i slynge.
Broren Harry bliver spillet som en ret straight familiefar i filmen, men han begik selvmord i 1979. Måske var årsagen hans psykiske sygdom, måske var det pinefuldt at have en så genial bror, antyder Grant Lee og Mark O’Halloran, der sammen med forlæggets forfatter Owen Martell har omdannet romanen til manuskript.
’Everbody Digs Bill Evans’ skaber med en række fejlbarlige og småtragiske karakterer et dirrende familieportræt, men filmen er også tæt på at gøre sine bipersoner mere interessante end den legendariske musiker i centrum.
Så er jazz-aficionados advarede.
Kort sagt:
’Everybody Digs Bill Evans’ får seerne til at interessere sig mere for sine bipersoner end for den forpinte kunstner i centrum. Det er et portræt af en ramt familie, mere end det er en udpræget jazzfilm.