Wicky zigzagger igen med den møgbeskidte banger ‘Soda’

Lige når man troede, at den danske rapper var gået fuld pop ...
Wicky zigzagger igen med den møgbeskidte banger ‘Soda’
Wicky. (Foto: Konnerad)

TRACK. Det er aldrig til at vide, hvor man har Wicky.

De seneste måneder har der ellers været grund til at tro, at den danske rapper var på vej til at gå fuld pop.

Siden undergrundsstjernen i slutningen af 2024 blev signet til Universal, er musikken blevet mere strømlinet, men aldrig kedelig, og særligt i år synes han at have omfavnet den mainstream, han så småt er blevet en del af.

I foråret fik vi det virale hit ‘Fancy’, Wickys velsagtens mest poppede sang til dato. Et par måneder senere sang han kærlighedsduet med Mille.

Nu zigzagger han igen med den møgbeskidte banger ‘Soda’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Soda’ er første single fra Wickys kommende projekt, og det er uden tvivl den hårdeste, mest støjende sang, han har udgivet siden mixtape-dagene.

Ifølge en pressemeddelelse bliver rapperen »mere og mere inspireret af rockmusik«, og der er da også noget ved produceren Valters brutale rage-beat og de forvrængede trommer, der leder tankerne mod eksempelvis Jpegmafias flirten med genren på forrige års ‘I Lay Down My Life for You’.

Teksten er heller ikke for sarte ører – »vågner, ta’r et par piller for at stresse af«, lyder det i første vers – men samtidig holdes døren en smule på klem til poppen med et af Wickys mere catchy omkvæd.

Det ændrer ikke på, at ‘Soda’ nok skal chokere Wickys (mange) nye fans.

»Hvordan har jeg solgt ud, er det her mainsteam?« rapper han på et tidspunkt, inden en ad-lib giver os det åbenlyse svar: »Nah!«.

Til dig, der kan lide: Den gamle Wicky. Jpegmafias ‘I Lay Down My Life for You’. Konstante venstresving. Moshpits.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af