’Matchbox: The Movie’: Sjælløs actionkomedie med John Cena og legetøjsbiler er en falliterklæring

Mange roser er med rette blevet kastet efter Greta Gerwigs nyklassiker ’Barbie’, og succesen har med al sandsynlighed også givet bosserne hos legetøjsgiganten Mattel blod på tanden i Hollywood.
Senest med den campede ’Masters of the Universe’, der dog aldrig blev en succes, og vi venter fortsat på, om ’Barbie 2’ og den annoncerede ’Hot Wheels’-film får lov til at se dagens lys.
I mellemtiden har Mattel allieret sig med Apple og Skydance, der har David Ellison – som netop har raget Warner Bros. til sig – i ryggen. Sammen står de bag endnu en filmatisering af et legetøjsmærke i form af den generiske streamingfilm ’Matchbox: The Movie’, som er baseret på legetøjsbilerne af samme navn.
Denne gang med et nærmest ikkeeksisterende ambitionsniveau og en påfaldende mangel på fortælleglæde.

En tydeligt uengageret John Cena spiller CIA-agenten Sean Walker, der vender hjem til sin barndomsby, efter en gammel ven er gået bort.
Her genforenes han med sin tidligere vennegruppe: Ted (Arturo Castro), ægteparret Charmaine (Teyonah Parris) og Crosby (Sam Richardson) samt ungdomsforelskelsen Aimee (Jessica Biel). Som børn var de alle besatte af Matchbox-bilerne, der knyttede dem tæt sammen.
Nostalgien får dog en brat afslutning. Efter en reunion bliver vennerne bedøvet og vågner ombord på et fly, hvor Walkers chef beskylder ham for at have stjålet en atombombe. De undslipper, men er nu på flugt fra loven og må forsøge at finde ud af, hvem der står bag tyveriet, hvis de skal rense deres navne.
Trods filmens titel og en klæg prolog, der mest af alt ligner en reklame for Matchbox-legetøj, spiller bilerne en ganske lille rolle i handlingen.
Jo, ordet Matchbox bliver nævnt adskillige gange, og karaktererne gør deres bedste for at minde både hinanden og publikum om, hvor vidunderligt det var at lege med bilerne som børn. Men nostalgien føles mest som et påklistret argument for et håb om et tidligt julesalg, der skal retfærdiggøre, at filmen overhovedet eksisterer.

I virkeligheden ligner ’Matchbox: The Movie’ en doven krydsning mellem ’Mission: Impossible’ og ’Fast and Furious’-filmene. Havde John Cena blot leveret et par højtidelige replikker om glæden ved en found family, kunne man sagtens foranlediges til at tro, at filmen foregik i samme univers som Vin Diesels opblæste bilfranchise.
Instruktør Sam Hargrave, der har en fortid som stuntman, skal dog have ros for filmens kampscener. De er velkoreograferede og tilpas opfindsomme til at udgøre nogle af filmens få lyspunkter. Resten er til gengæld lidt af en tragedie.
Ingen af skuespillerne får deres karakterer til at fremstå som virkelige mennesker, og Cena og Biel har ikke skyggen af kemi. De får dog heller ikke meget at arbejde med i et manuskript, der fodrer dem med håbløse replikker, der klinger mere af maskine end menneske.
De få steder, hvor filmen formår at fremkalde en smule kluklatter, skyldes det Sam Richardson, der dog ikke får megen hjælp af filmens flade humor.
Filmen byder ellers på masser af biljagter, skudvekslinger og farlige missioner, hvor bomber skal desarmeres i sidste sekund. Det hele er bare så generisk udført som resten af filmen, der hverken byder på friske idéer eller et charmerende glimt i øjet, som kunne have givet den lidt kredit.
Med en spilletid på hele 126 minutter bliver den kreative fattigdom kun udpenslet endnu tydeligere. Det er derfor en befrielse, når filmen omsider slutter.
Kort sagt:
På overfladen er ’Matchbox: The Movie’ en actionkomedie, men den er hverken spændende eller sjov. I sidste ende fremstår den som det, den er: en sjælløs falliterklæring, der fungerer som reklamesøjle for et af Mattels mange legetøjsprodukter.