For halvanden måned siden blev 63-årige Duane ‘Keffe D’ Davis erklæret skyldig i drabet begået på raplegenden Tupac Shakur tilbage i 1996.
Nu har den tidligere Compton-bandeleder også fået sin straf. Ifølge Complex idømmes han sammenlagt 40 års fængsel – 20 år for mordet og 20 år for at være i besiddelse af et farligt våben. Han kommer dermed højst sandsynligt til at ende sine dage bag tremmer.
»Man kan ikke tage en mand fra hans familie. Man kan ikke tage selve hans liv, hele hans fremtid, fra ham og så få lov til at slippe af sted med det. Slet ikke, når den mand er Tupac Shakur«, sagde dommeren i Las Vegas ved strafudmålingen i går, tirsdag.
»Verden glemte hverken ham eller hans død, og det gjorde Las Vegas heller ikke. Det har taget os 30 år, men nu skal du stå til ansvar for det, du gjorde den 7. september 1996.«
På denne dato blev 2Pac som bekendt ramt af fire skud affyret mod hans bil fra en anden bil. Seks dage senere døde han på hospitalet i Las Vegas.
Duane ‘Keffe D’ Davis er ikke dømt for at have affyret skuddene, men for at have bistået en kriminel bande med mordet. Davis bestilte således drabet og leverede skydevåbnet. Anklagerne mener, at skudepisoden var en hævnaktion, efter Shakur få timer forinden havde overfaldet Davis’ nevø, Orlando ‘Baby Lane’ Anderson.
Davis har nægtet sig skyldig i anklagerne. Det er dog hans egne indrømmelser om sin medvirken, der ligger til grund for sagen. I både interviews og i sin selvbiografi ‘Compton Street Legend’ fra 2019 har han fortalt, at han befandt sig i den Cadillac, hvorfra de dødelig skud blev affyret.
»Jeg kommer helt sikkert til at appellere den her sag«, sagde Davis til dommeren, før strafudmålingen blevet oplæst.
