Hôtel Costes – et middelmådigt motel

To køer. Mindre kunne åbenbart ikke gøre det, da den franske luksus-dj Stéphane Pompougnac besøgte Rust fredag aften. Sikke fint. En til de normalt betalende, og så en til folk, der har fået fedtet sig ind hos de fede. Mit fedteri havde givet pote, og ind kom jeg. Det gjorde alle ikke. Hôtel Costes-dj’en er populær i København, og så er 100 kroner åbenbart ikke for meget. Koncerten var komplet udsolgt, men måske skyldes det i højere grad, at danske Geeza fejrede sin 30 års fødselsdag i Bassment – tillykke til ham – og at gæstelisterne vist ikke kunne være længere.

Stéphane Pompougnac har tidligere spillet i Danmark og hver gang er det blevet promoveret som et Hôtel Costes arrangement. Således også i går, selvom de plader, franskmanden har vendt på dansk jord, ikke har meget med den loungestil, der præger de populære compilations. Det skal han nu ikke lastes for, og han har tidligere vist på Luftkastellet og Vega, at han formår at holde hof som dj uden at måtte ty til loungemusikken.

Som pladevender spiller han dansevenlig house med trang til den dybe bas. Sådan var det også fredag aften på Rust. Gulvet var pakket og vi var alle klar til at fyre den af, efter at Krede havde sørget for en god og gedigen opvarmning. En kende efter klokken 1:00 gik den gråhårede franskmand så på uden den store opmærksomhed. Selvom det skulle være en koncert, så var scenen denne aften på Rust overladt til dansende mennesker, så længe det varede. Anonym stod han bag pulten, gemt godt væk, og passede sit arbejde.

Der var dans og glæde, men alligevel bar det hele præg af at være letkøbt. Folk var vilde, fordi det var Hôtel Costes-dj’en, der spillede, men selve musikken var der ikke meget originalt over. Ingen finurligheder med pladespillerne, og generelt intet nyt under solen. Det holdt til en times god fest, hvorefter der pludselig var god plads på gulvet. Skuffende, at manden bag en af de største compilationssucceser ikke var i stand til mere. Tiden er efterhånden løbet fra Hôtel Costes som compilation, måske det samme gælder fredagens franskmand. Alt i alt mindede det for meget om en normal klubaften, og det koster altså ikke 100 kroner.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af