Grant-Lee Phillips – Americana til folket

I et Store Vega, der ellers oprindeligt skulle have været et Lille Vega, tog Grant-Lee Phillips imod en håbefuld skare, onsdag aften. Med et setup, der bød på kontrabas, guitar og trommer, var grunden lagt for et lidt støvet tilbagekik på den lettere snørklede vej af Americana, Phillips er kendt for at præsentere, og præsentere godt.
Med bandet og flytningen var der skruet op for intensiteten, men lidt ned for den intimitet, han har præsenteret de sidste to år på lille Vega.

Bandet og Phillips skulle lige have den sidste tourne-stivhed ud af kroppen, før det rigtigt begyndte at swinge. Derefter blev der spillet, så det var en lyst. Der har altid været en bestemt aura omkring det Grant-Lee Phillips rører ved, og sjældent har man oplevet en så god stemning blandt et publikum. Dette blev da også belønnet med over en halv times ekstra numre, hvor bandet og Phillips endeligt gav rigtigt slip og taget løftede sig i Vega.

Overalt var der par, der bare måtte kysse, mens de lod øregangene fyldes af sange fra den nyeste plade ‘Virginia Creeper’, og naturligvis numre fra hele Buffallo bagkataloget. En sjældent god udgave af klasikkeren ‘Fuzzy’ tog kegler, og som sædvanligt var det de ældre numre, der høstede det største bifald. Det er egentligt en skam, når man tænker på kvaliteten af det arbejde, der er kommet for dagen siden bruddet med Grant Lee Buffalo.

Det er efterhånden blevet så sikkert som amen i kirken, at kaster man 150 kroner efter en Grant-Lee Phillips koncert, så får man noget for pengene.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af