Aimee Mann – varm hyggestemning

Det kan nogle gange være svært at forene den spinkle pige, der leverer skrøbelige melankolske sange med den smilende og jokende entertainer, der ser komikken i et enkelt medlem af publikums entusiasme over nummeret ‘The Great Beyond’, der ellers er blevet udnævnt som den dårligste sang på Aimee Manns seneste album ‘@#%&*! Smilers’.

Det var sidste aften på en lang turné, og det kunne mærkes på bandet – på både den gode og dårlige måde. For selv om bandet var utroligt velspillende og afslappet, så var luften ved at være gået ud af entusiasmeballonen. Godt hjulpet på vej af hovedpersonens charme og udtalte sorte humor leverede Mann og band dog et gedigent show.

Koncerten startede utroligt godt med både overraskelser som ‘I Should Have Known’ fra hendes solodebut, sange fra det fremragende seneste album og sikre crowdpleasere fra ‘Magnolia’-soundtacket. Men efterhånden som det storsnakkende publikum fik hældt julebryg ned, havde Mann svært ved at fastholde koncentrationen med sine rolige sange.

Ekstranumrene blev den sædvanlige ønskekoncert med fare for, at Aimee knapt nok kunne huske teksterne. Og i ‘That’s How I Knew This Story Would Break My Heart’ måtte hun erstatte tredje vers med ordene »And here is the part I forgot/ I’ll try to make something up.«

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af