Yo Majesty – halvpinlige powerlebber
Hypen var tydeligvis ikke nået til Lille Vega. Det sidste år har blogs og musikmagasiner ellers summet af begejstring over den lesbiske rapduo Yo Majesty fra Tampa, Florida, der med deres højspændte electrorap og tekster om homoseksualitet, feminisme og hed pigesex gør op med hiphopscenens mandchauvinisme og stereotyper. Men Lille Vega var kun halvfyldt med et overvejende kvindeligt publikum, der var kommet for at se den lesbiske raporkan, der med sangtitler som ‘Kryptonite Pussy’ og ‘Booty Klap’ deler resten af hiphopscenens forkærlighed for frække damer med store numser.
Flankeret af deres engelske producerduo HardfeelingsUK på bas og trommemaskine indtog rapperne Jwl B og Shunda K scenen iført hiphop-uniformen med baggypants, guldkæder, solbriller og tunge Timberland-støvler. Shunda K proklamerede »I see some sexy ladies in the crowd« og lagde passende ud med clubbangeren ‘Gimme Some’ drevet af knaldhårde ghettotech-beats. Yo Majestys musikalske univers er en dansabel blanding af electro, crunk, Miami bass og dance. Men dj’en David Alexander kæmpede fra starten med lydproblemer, og derefter dalede humøret på scenen kraftigt, hvilket desværre kom til at præge hele koncerten.
På trods af et yderst veloplagt publikum og et par hæderlige versioner af ‘Club Action’ og ‘Booty Klap’ virkede Yo Majesty pinligt uoplagte koncerten igennem. Det er altid et dårligt tegn, når backup-dj’en stjæler showet, og koncerten nåede sit absolutte lavpunkt, da Shunda K sang karaoke over Chamillionaires undergrundshit ‘Keep Hatin’ – ifølge hende selv som en del af hendes terapi. Undertegnede havde hellere hørt duoens bedste nummer ‘Grindin’ and Shakin’ i en hårdtslående liveversion i stedet for en gang selvhøjtideligt navlepilleri.
Koncerten mindede mest af alt om en parodi på en dårlig hiphop-koncert, med alt hvad det indebærer af skæve, stenede rappere (Shunda K), playback, dårlig lyd og den klassiske hookup-smøre om at, de gerne ville se nogle »fine ass ladies backstage«. Det er ikke nok at være to sorte, feministiske powerlebber, der musikalsk udfordrer hiphoppens stereotyper – man skal også kunne levere på scenen, og det formåede Yo Majesty kun glimtvis.
