Two Door Cinema Club – kort og godt

Det var en kort fornøjelse, da indiepopperne fra Two Door Cinema Club gæstede Lille Vega i går. Allerede klokken kvart over ni, efter cirka 50 minutter, lukkede ballet. Når det er sagt, var man dog i særdeles godt selskab med de purunge nordirere, så længe det varede. De chit-chattede med hinanden og publikum, roste os danskere for vores gode engelskkundskaber og fortalte om gårsdagens eskapader i vores hovedstad. Hyggefætrene opfordrede ligefrem folk til at drikke en øl med dem bagefter – og blive venner.

På scenen leverede de en upåklagelig og energisk portion iørefaldende riff fra debuten ‘Tourist History’, der trods sine få måneder på bagen allerede havde fundet vej ind i publikums øregange og hjerter. Selvom det var TDCC’s første koncert på dansk jord, sang publikum flittigt med på numre som ‘This Is The Life’ og ‘I Can Talk’.

Trioen har en sjælden ungdommelig charme og ydmyghed over sig, som kun upcoming-bands, der virkelig mener det, kan have. Med skjorten knappet helt op i halsen lignede forsangeren Alex Trimble en blanding af en hip indiefyr og en skoledreng i uniformsskjorte, og den på én gang generte og selvsikre fremtoning viste, at han virkelig nød at spille sin musik for os.

TDCC formåede at skabe en stemning af at være vidne til noget, der kan blive stort, men lidt mere improvisation over sangene og nogle soloer eller et backingband til at forlænge oplevelsen ville have klædt dem live.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af