Patti Smith – sympatisk, karismatisk og lidt for blød

Som poet, rock- og protestsanger har Patti Smith været en af rockens toneangivende stemmer siden midt-70’erne. Der er vokset en enorm aura omkring hende, og den i forvejen rå vokal har fået mere og mere charmerende patina gennem årene.

Selv hvis man havde været uvidende om det, var det således klart, at Smith ikke er hvem som helst. Hun førte sig frem med en så ubegribelig karisma, at den næsten alene kunne have været oplevelsen værd. Som bekendt er der dog mere ved Smith end det.  Hun er kvinden bag en lang række rockhits, og denne gang fyldte de største meget på setlisten, hvor en række covers og referencer til navne som Jim Carroll og Lou Reed understregede hendes position i rockhistorien yderligere. Alt sammen blev det leveret med en fantastisk sympatisk udstråling og bakket op af et fremragende band.

Til gengæld er hun næsten blevet for blød. Hun kom efter det, da hun for eksempel brugte nogle gevaldige ukvemsord om vores regeringer og prædikede miljømæssig ansvarlighed i meget skarpe vendinger, men i store dele af koncerten strøg hun os vel meget med hårene. Med lidt mere af fortidens vildskab var koncerten kommet helt op og ringe, men selv uden var Smith rigtig godt selskab.