‘Kulturkatedraler’
Wim Wenders har sat sig selv og en række kollegaer på en bunden opgave: Vælg en kulturbygning og lav en dokumentar i 3D på 26 minutter, der besvarer spørgsmålet: »Hvad ville bygningen sige, hvis den kunne tale?«
Det er der kommet seks visuelle arkitektur-essays ud af, der rangerer fra det hyggeligt formidlende til det uhyggeligt tankevækkende og fra det virkeligt vellykkede til det mislykkede.
Med undtagelse af Robert Redford har instruktørerne taget opdraget helt bogstaveligt – bygningerne taler faktisk! Der er dømt voice-over fra tunge Dostojevskij-oplæsninger i Michael Glawoggers film om Det Russiske Nationalbibliotek i Skt. Petersborg til Wenders egen lunt fortællende Berliner Philharmoni.
»I am here now at the edge of your fjord«, siger operahuset i Oslo, og det fungerer faktisk i store træk. Bedst i Wenders egen film, der formår at binde historie, arkitektur, ideologier og personlige historier elegant sammen. Men når man et par film henne hører endnu en bygning godmodigt fortælle om at iagttage menneskers kommen og gåen gennem årtierne, begynder det at klinge banalt – det er svært både at fortælle slentrende og tankevækkende, en disciplin en instruktør som Werner Herzog mestrer til perfektion. Måske Wenders skulle have spurgt ham i stedet for Glawogger, hvis nationalbibliotek kløjes i citaterne fra den fine litteratur i samlingerne.
Visuelt er det en oplagt idé: 3D-formatet må være skabt til en ordentlig omgang eye popping arkitektur-porno. Og de seks små film i ’Kulturkatedraler’ byder da også på en del pirrende kamerature langs med, opad, henover, rundt om og igennem de veldrejede kulturbyggerier.
Men man føler sig alligevel ikke helt forløst. Dels er vi ikke ude i det overvældende IMAX-format, og dels udfrier ikke alle instruktørerne 3D-potientalet lige godt. Som man også ser det i spillefilm, bliver instruktører ofte fristet af bevægelse for bevægelsens skyld. Det gælder i særlig grad Robert Redfords kamera, der stort set er i bevægelse samtlige 26 minutter af hans film om den ellers udsøgt elegante forskningsinstitution The Salk Institute i Californien.
Sammen med Mobys mærkeligt anonyme musik-suppe og den næsten skingert højstemte hyldest til projektet gør det Redfords velmenende film lidt svært at tage seriøst.
Michael Madsens film er i en klasse for sig. Hans bygningsvalg er usædvanligt, Halden-fængslet i Norge, og der er derfor simpelthen mere på spil i Madsens bidrag.
Filmen er et både poetisk og drømmende og samtidig fremmedgørende og lidt uhyggeligt mini-værk, der både skaber en fornemmelse af tilstedeværelse i det særprægede bygningsværk og sætter tanker i gang om fængsler som demokratiets undtagelsesrum – dér, hvor individet mister sin identitet.
Og ironisk nok har 3D-effekten sin allerstærkeste virkning i en række af Madsens stillestående portrætter af an- og indsatte bag tremmer.
Kort sagt:
»Hvis bygninger kunne tale, hvad ville de så sige om os?« Det er Wim Wenders udgangspunkt for 3D-dokumentarprojektet ’Kulturkatedraler’, hvor svaret desværre ofte synes at være: Ikke noget særligt interessant. Seks instruktører har bidraget, men danske Michael Madsens nøgternt stemningsfulde fængselsværk er i en klasse for sig.