Cage the Elephant – bluesrock for ADHD-generationen
Der var meget at konkurrere med for Cage the Elephant på sådan en begivenhedsrig, regnvåd lørdag aften. Både Copenhell og Start Festival buldrede af sted andre steder i København, så Lille Vega var kun knapt halvfyldt, da de hypede herrer fra Kentucky satte i gang med den punkede ‘2024’.
Cage The Elephant lyder lidt, som hvis Jay Reatard havde forelsket sig i røvballe-blues, og de veksler hele tiden mellem tidstypisk rebelsk støj a la Wavves og stenet sydstats-blues i omegnen af Black Keys. Forsanger Matt Schultz ligner lidt ham den generiske stoner-type i amerikanske ungdomsfilm, med tvivlsom skjorte udover T-shirten og langt, fedtet surfer-hår, men denne aften virkede han til at være påvirket af noget betydeligt mere opkvikkende.
Han væltede rundt på scenen og energien forplantede sig til den forreste del af publikum, der nød den musikalske lussing, som Cage The Elephant uddelte. Det var svært ikke at overgive sig til den larmende version af ‘Back Against the Wall’ fra debutpladen, ligesom det Beck-agtige hit ‘Ain’t No Rest for the Wicked’ også begejstrede.
Cage The Elephant besidder den der helt særlige amerikanske flabethed, som helst skal komme i de rette doser, og denne aften er det lige før, det er afmålt til perfektion: Utæmmeligt og medrivende, men befriende langt fra påtaget selvdestruktion.
Til sidst får vi ‘Shake Me Down’, der viser en anelse mere eftertænksomhed. Aftenens absolut største fans er et par ekstatiske amerikanske piger, der får givet et shout-out til deres hjemstat North Carolina. Deres begejstring illustrerer forskellen på bandets popularitet her og i hjemlandet, hvor de har gang i et ret så massivt gennembrud. Aftenens koncert i Lille Vega er et lille, men festligt og effektivt skridt på vejen til at erobre det europæiske kontinent.
