3. Mike Leigh med pomp og pragt
På Det Danske Filminstituts website kan man følge ni danske kritikeres stjerner til alle konkurrencefilmene på en skala fra ét til fire. Det er halvnervepirrende at skulle fælde en uomstødelig dom umiddelbart minutter efter, filmene er blevet vist for første gang nogensinde for en større offentlighed, for nogle film skal jo lige have lov at synke ind og kan vokse sig større (eller det modsatte) efterhånden.
Lige nu står jeg mutters alene om to stjerner (’rimelig’) til Mike Leighs ’Mr. Turner’, der blev vist i morges, mens de øvrige danskere svinger sig op på 3 (’god’) eller for de flestes vedkommende 4 (’bedst’).
Men jeg står fuldt og helt ved min lunkne vurdering af den nye film fra en af europæisk films store nestorer, om den britiske landskabsmaler J.M.W. Turner og hans liv og kunst i midten af 1800-tallets Chelsea. I hovedrollen som den excentriske maler er Timothy Spall filmens store attraktion. Spall har været med i flere af Leighs tidligere film og er en sublim birolleskuespillere, der har inkarneret gustne typer som Wormtail i ’Harry Potter’-serien og Beadle i ’Sweeney Todd’. Spall brummer, savler og grynter sig gennem filmen i et veloplagt anderledes kunstnerportræt af en mand, hvis genialitet på kanvassen modstilles af hans brovtende facon, der omsætter sig i et ensomt socialt liv med faren som eneste ven og lidt gramsen på stuepigen her og der.
Alligevel formår Spall og Leigh at give os sympati for Turner, som har afsværget sine børn, men også giver fanden i manden, der vil købe hans malerier for en formue. Turner vil hellere give dem gratis til den britiske offentlighed.
Så langt, så godt, for Spalls’ pragtpræstation står desværre alene i en film, som for mig føltes lidt tung og hæmmet af sine teatralsk formfuldendte replikker og stive former. Filmen ligner og lyder som en af den slags victorianske dramaer, man kan se på DR lørdag eftermiddag, og det er ærlig talt en smags sag, om man kan lide det. Jeg er langt mere til Mike Leighs mesterlige, underspillede hverdags- og nutidsdramaer som ’Hemmeligheder og løgne’ og ’Another Year’, end når han går i korset, paryk og høje hatte i det klassiske periodedramas tjeneste.
2. Party girl med sine bedste dage bag sig
Hovedkonkurrencens lillebror i Cannes hedder Un Certain Regard, og her ses de film – ofte lavet af første- eller andengangsinstruktører – der akkurat ikke klarede cuttet til det fineste selskab.
’Party Girl’, der i dag åbnede serien, handler om dene 60-årige, tidligere stripper (eller ’cabaret-danser’, som det så lødigt hedder) Angélique, som har svært ved at forlene sig med tanken om ikke længere være natklubbens dronning. Filmen er dog mest interessant, hvis man kender baghistorien, for Angélique spiller sig selv, og én af de tre instruktører bag filmen, Samuel Theis, er hendes søn, som – ligesom hendes andre børn – også spiller sig selv.
Netop Angéliques forhold til sine voksne børn er paradoksalt nok noget af det mindre velløste i filmen, måske fordi de tager for givet, at man forstår deres relation. Til gengæld er portrættet af kvinden, som får en mulighed for kærlighed i en sen alder, da hendes tidligere kunde, Michel, frier til hende, leveret med stor kraft. Angélique skånes ikke, og undervejs er den festglade pige faktisk så egoistisk, barnlig og desperat i sine valg, at ens sympati med hende er lige ved at vakle – og filmen med den.
Men alligevel er det en indtryksrig, kropsnært realistisk skildring af en kvinde, der har så mange ar på sjælen og lig i lasten, at hun har rigtigt svært ved at blive voksen. En advarsel til alle om ikke at spille 20-årig, når man har rundet de 60 – og en fin start på Un Certain Regard.
1. Cannes hylder ’Searching for Sugar Man’-instruktør
I forgårs begik Malik Bendjelloul selvmord. Han blev blot 36 år gammel og led af en depression. Hans død har chokeret filmverden, og ved både pressekonferencen for årets jury og for ’Grace of Monaco’ i går blev filmstjernerne bedt om forholde sig til de tragiske nyheder.
Nicolas Winding Refn fremhævede, at Bendjelloul var en fantastisk filmskaber og bemærkede, nærmest lidt sørgmodigt undrende: »Livet er en smuk ting«.
Cannes vrimler med stjerner, men også med håbefulde unge instruktører, hvoriblandt de fleste nok aldrig får det store gennembrud. Bendjelloul blev med ’Searching for Sugar Man’ et øjeblikkeligt verdensnavn, og det virker helt forkert, at hans karriere skulle slutte lige nu, for hvad kunne det ikke være blevet til. Men når chokket er så stort, er det også, fordi det viser, at der kan gemme sig skæbnesvangre dæmoner under succesens attråværdige fernis.
Det Svenske Filminstitut holder en helt særlig visning på ’Searching for Sugar Man’ i Cannes på søndag. R.I.P., Malik Bendjelloul.
Læs også: Cannes-highlights dag 1 – Jihad redder dagen
Læs også: Kidman buhet ud af Cannes
Læs også: Nicolas Winding Refn – »Det er ikke Eurovision, det her!«