Otte tv-skuespillere, der fortjener filmgennembruddet

Det er en helt særlig gensynsglæde, når skuespillere, der har haft markante roller i vores elskede tv-serier, pludselig dukker op på film.

For nylig har man for eksempel kunne nyde ‘Breaking Bad’s (Better Call) Saul i ‘Nebraska’, ‘Friday Night Lights’ Coach Taylor i ‘The Wolf of Wall Street’, ‘Girls’ Adam Driver i ‘Inside Llewyn Davis’ go ‘The Wire’s Omar i ’12 Years a Slave’.

Men Bob Odenkirk, Kyle Chandler, Adam Driver og Michael K. Williams er ikke de eneste karismatiske folk, som vi har hyldet og elsket på tv, og som vi gerne vil se mere til på film. Her er otte mandlige skuespillere, som vi håber får et filmgennembrud. I næste uge følger vi op med otte kvindelige.

Se de otte talentfulde skuespillere på de næste sider.

SheaWhigham

 

1. Shea Whigham

Hvor kender vi ham fra?
’Boardwalk Empire’ er måske den serie, der lige for tiden kan prale af det stærkeste cast. Og man kan hurtigt komme for skade at overse Shea Whighams præstation som Eli Thompson, lillebror til Steve Buscemis dominerende hovedkarakter Nucky. Men Whigham fortjener kæmpe respekt for sit arbejde med rollen som familiens evige nummer to, der begår fejl på fejl, men dybest set er mere reel end sin glatte storebror.

Hvad er hans filmudsigter?
Shea Whigham har haft små roller på film siden ’Tigerland’ i 2000, men det store gennembrud er udeblevet. Han har dog fået et godt samarbejde i stand med David O. Russel og har fine roller i ’Silver Linings Playbook’ og ’American Hustle’, og han optræder også i ’The Wolf of Wall Street’. Men den virkelig markante bi- eller hovedrolle har vi til gode.

JonathanGroff

 

2. Jonathan Groff

Hvor kender vi ham fra?
Han spillede røvhullet Jesse St. James i ’Glee’, men mange bed nok først for alvor mærke i ham i anden sæson af Kelsey Grammar-serien ’Boss’, hvor han som politisk rådgivertalent gav en fornem prøve på hans udstråling, som er så afvæbnet og blød, at det straks får alarmklokkerne til at ringe: Der må stikke noget under!

Lige nu kan han ses som en af hovedkaraktererne i HBO’s ’Looking’, hvor han er den mest interessante karakter som homo med komplekse moderbindinger.

Hvad er hans filmudsigter?
Han har spillet hovedrollen i komediedramaet ’C.O.G’, som dog ikke blev en videre succes, og han kan snart ses i tv-filmen ’The Normal Heart’. Men han bør få chancen i en højprofileret film af en stærk instruktør!

MichaelKelly

 

3. Michael Kelly

Hvor kender vi ham fra?
Han har sin helt egen fortolkning af jobbet som politisk rådgiver i ’House of Cards’, hvor han er Kevin Spaceys tro væbner og håndlanger med alkoholisk fortid og meget langt til smil. Særligt i sæson to træder han i karakter med indtryksrigt karakterskuespil som en af sæsonens centrale figurer.

Fans af David Simon vil måske også huske ham som en af få fornuftige sergenter, der dog til sidst lader sit temperament løbe af med sig, i David Simons krigs-miniserie ’Generation Kill’.

Hvad er hans filmudsigter?
Han har haft mere eller mindre ubetydelige biroller i film som ’Unbreakable’, ’Man of Steel’, ’Changeling’ og en ordentlig portion bras. Giv ham nu en rolle, hvor han har noget at arbejde med! Han ville være en god psykopat, seriemorder eller børnelokker.

NickOfferman

 

4. Nick Offerman

Hvor kender vi ham fra?
’Parks and Recreation’ har et sublimt cast, og flere (Chris Pratt, Aubrey Plaza) slår netop nu igennem på film. Men ingen i serien under vi gennembruddet mere end Nick Offerman, der er forrygende som afdelingens statsfjendtlige libetarian Ron Swanson, der helst vil afvikle alle offentlige ydelser, har en træ-fetisch, er svært madglad og primært gifter sig med kvinder, som hedder Tammy. Hans lallede sulten-blik er one of a kind.

Hvad er hans filmudsigter?
Han har haft små roller i ’The Men Who Stare at Goats’ og ’21 Jump Street’, men kunne snildt bære en større komisk rolle.

WaltonGoggins

 

5. Walton Goggins

Hvor kender vi ham fra?
Han er badass-politimand i ’The Shield’ og brillerer som Timothy Olyphants ærkefjende i western-serien ’Justified’, hvor han er lige dele uregerlig, charmerende og skydeglad (helst med bazookaer).

Hvad er hans filmudsigter?
Walton Goggins har haft fornuftige birolle-tjanser de senere år i film som ’Django Unchained’ og ’Lincoln’, men han har langt flere tangenter at spille på, end han hidtil har fået lov til at vise. Det må være tid til en bærende birolle eller hovedrolle.

Andy Samberg

 

6. Andy Samberg

Hvor kender vi ham fra?
Komikeren Andy Samberg har været en af de mest afholdte medlemmer af Saturday Night Live-holdet siden 2005. Sidste år fik han omsider sin egen sitcom, politisatiren ’Brooklyn Nine-Nine’, for hvilken han vandt en Golden Globe tidligere på året – helt fortjent. Samberg har god gammeldags komisk timing som den indbildske kriminalbetjent Jake Perelta og er den store attraktion i et ellers lidt uegalt ensemble.

Hvad er hans filmudsigter?
Han har spillet over for Adam Sandler i ’That’s My Boy’, og han var Casual Wanker #1 i ’The Watch’. Med andre ord – der er et stykke vej endnu, før han kan kalde sig succesfuld filmskuespiller. Giv ham chancen!

Pablo Schneider

 

7. Pablo Schreiber

Hvor kender vi ham fra?
’The Wire’s sæson to delte vandene, men Pablo Schneider var et stort lyspunkt som den desperate havnearbejder Nick Sobotka, hvis omsorg for fætteren Ziggy var rørende. Siden har han demonstreret et udtrykkeligt komisk talent som den gustne fængselsbetjent ”Pornstache” Mendez i ’Orange Is the New Black’. Hold op, hvor man hader ham.

Hvad er hans filmudsigter?
Han har en hovedrolle i den kommende, sikkert ganske middelmådige gyser ’Preservation’. Forhåbentlig er det bare et skridt på vejen mod filmgennembruddet.

MarkGatiss

 

8. Mark Gatiss

Hvor kender vi ham fra?
Man skulle næsten ikke tro, man kunne stjæle scener fra de suveræne hovedrolleskuespillere Benedict Cumberbatch og Martin Freeman i BBC’s ’Sherlock’. Men det lykkes alligevel Mark Gatiss som Sherlock Holmes’ mindst lige så intelligente bror Mycroft, der tilsyneladende ene mand styrer den britiske efterretningstjeneste. Han er overlegen, aristokratisk og en lille smule sørgelig – og man fryder sig, når han som den eneste kan sætte Sherlock en smule på plads. Det er endnu mere imponerende, når man ved, at Gatiss er mest kendt som komiker.

Hvad er hans filmudsigter?
Han har primært gjort sig bemærket på teateret og som manuskriptforfatter (blandt andet til afsnit af ’Sherlock’, som han er medskaber af). Kom nu Mike Leigh, Ken Loach eller Shane Meadows – giv Mark Gatiss et kald.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af