‘Out of the Furnace’

‘Out of the Furnace’

Alle har et ’breaking-point’, og det er blot et spørgsmål om tid, før bægeret flyder over. Sådan er det også for den hårdtarbejdende stålværksarbejder Russell Baze – skildret nuanceret af en for én gangs skyld normalvægtig Christian Bale – hvis ludomane, småtraumatiserede Irak-veteran af en bror, Rodney (Casey Affleck), står i gæld til en lokal lånehaj (Willem Dafoe).

Helt galt går det, da Rodney roder sig ind i en hillbilly-fight-club anført af Harlan DeGroat (Woody Harrelson som ubehageligt unuanceret bonderøvsgangster), der i filmens formidable anslag er ond på jeg-stopper-en-hotdogpølse-ned-i-halsen-på-min-date-måden.

Alt går selvfølgelig galt, og Russell må betale prisen: for egne og de nærmestes moralske brister, samfundets lovløshed og hjemlandets krigsliderlighed. Men skal han give efter for sin hævnlyst eller vende den anden kind til? Den kristne symbolik er til at tage og føle på, også når Russell forlader en prædiken om Jesus, og en glorie af modlys skinner bag ham.

Hele konfliktpaletten er foldet ud (meget ambitiøst, temmelig kringlet), og selvom fotografen Masanobu Takayanagi giver den trøstesløse amerikanske industriby en indfølt skønhed i skiftevis dunkle og overbelyste indstillinger, er Russell og Rodneys tilværelse ingen dans på roser.

På trods af den overtydelige symbolik og det lidt overlæssede plot formår Scott Cooper (der i 2009 instruerede Jeff Bridges til en Oscar i debutfilmen ‘Crazy Heart’) at fastholde tilskuerens interesse i filmens første halvdel. Ikke mindst fordi han giver sig tid til at etablere en række troværdige familierelationer. Som et ekko af broderforholdet i bibellignelsen ‘Den fortabte søn’ betones forskellighederne mellem brødrene Baze, og takket være Bale og Afflecks underliggende følsomhed fremstår forholdet gnistrende. Bales Russell har virkelig noget at miste – vejen er banet for en fuldtonet hævn-katarsis.

Filmens sidste halvdel roder sig desværre ud i en forudsigelig, krydsklippet menneskejagt, der tager fokus væk fra filmens grundtema: Kan hævn forsvares? Selvtægtsfilm som David Finchers ‘Seven’ og Denis Villeneuves ‘Prisoners’ formår at sætte dette dilemma på spidsen, mens ‘Out of the Furnace’ virker mest interesseret i at gøre Russells selvtægtskorstog nervepirrende. Hvilket den da heldigvis også lykkes med.


Kort sagt:
Scott Cooper har med sin stjernespækkede ‘Out of the Furnace’ begået en ambitiøs, men ufokuseret selvtægtsfilm, hvor Christian Bales hævnjagt overskygger filmens egentlige styrke: det velspillede og gnistrende familiedrama.

Spillefilm. Instruktion: Scott Cooper. Medvirkende: Christian Bale, Casey Affleck, Zoe Saldana, Woody Harrelson. Spilletid: 116 min.. Premiere: 13. marts
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af