‘Grace of Monaco’
»Forestillingen om mit liv som et eventyr er i sig selv et eventyr«.
Med den sætning starter årets åbningsfilm på Cannes-festivalen, ’Grace of Monaco’, og det lover jo godt: Her kommer vi ind bag myten om skuespilleren Grace Kelly (Nicole Kidman), der lagde karrieren på hylden for at hellige sig rollen som hustru til Prince Rainier III (Tim Roth) og dermed som fyrstinde af Monaco.
Læs også: Blufferens guide til Cannes
Desto mere skuffet bliver man, når filmen stikker så dybt som et dameblad og tager sig ud som et glansbilledhæfte. Den tidligere Hollywood-diva Grace Kelly kæmper i 1962 med at finde sig til rette i fyrstedømmets stivstikkeri, hvor hun forventes at stramme korsettet ind og ellers holde sin kæft, mens de voksne (mænd) snakker.
Og snakker, det gør de, for landet er på vej ud i en politisk undtagelsestilstand, da Frankrigs Charles de Gaulle truer Prins Rainier med at annektere det lille fyrstedømme og opkræve grove skatter. Som billedet på et regime i ubalance bliver Grace (mis)brugt til at trække fronterne op, for hun lader sig friste af hjemlandets filmby og Alfred Hitchcock, der vil have hende til at spille Marnie i filmen af samme navn. Det underbygger fortællingen om, at Rainier kan ikke engang formår at holde styr på sin egen kone, og at den sprælske Grace Kelly aldrig bliver rigtig monegasker med næsen i sky.
Men Grace tager sig sammen, vælger familie og pligter frem for karriere og lyster, og den politiske krise bliver hendes mulighed for at træde i karakter med jordbunden amerikansk snarrådighed og en Hollywood-stjernes overjordiske gennemslagskraft, som ikke engang de Gaulle kan stå imod.
I Olivier Dahans instruktion og Arash Amels manuskript er fyrstindetitlen blot endnu en rolle, Grace må tage på sig og spille – i den større sags tjeneste. Det er på papiret et ganske illusionsløst blik på Grace Kellys livsvalg, men alligevel føles filmen glat og poleret som kongeligt porcelæn. Dahan dyrker det bløde lys og de gyngende kamerabevægelser som i filmene fra den Hollywood-periode, hvor Kelly var den måske største af alle stjerner. Det ser bedaget ud, hvilket kunne være vendt til en fordel med en fortælling, der ikke havde skøjtet fra begivenhed til begivenhed uden at komme i kødet på Grace Kellys eksistentielle dilemma.
I stedet virker filmen både benovet over de pompøse fyrstelige former og over Grace Kellys ynde, og når filmen pludselig skifter flakkende til en næsten Trier-agtig nærbilledstil i en misforstået tro på, at tætte beskæringer er lig med karakterdybde, mærker man virkelig en instruktør, der ikke er oven på sit stof.
Olivier Dahan og den berygtede amerikanske producer Harvey Weinstein har skændtes voldsomt om final cut på filmen, og efter alt at dømme udsender Weinstein en groft omklippet version i USA i raseri over instruktørens udgave. Det vil nok være for meget at håbe, at Weinsteins version er to tommer bedre, men man forstår godt hans forbehold over for Dahans ferske film, der sætter sig et eller andet sted mellem intimt karakterportræt og storladen biopic med politiske undertoner.
Dahan skabte sig et navn med Edith Piaf-filmatiseringen ’Spurven’, der også trådte vande i sit biografiske materiale, og selv om Nicole Kidman kan spille nøgen stålsathed og introvert usikkerhed i søvne, har vi ikke at gøre med en kraftpræstation a la Marion Cotillard som den syngende spurv.
Læs også: Guide: Nicole Kidmans mesterlige og aldeles skrækkelige film
’Grace of Monaco’ er en hattedamefilm, der med sin subjektive fortolkning af Grace Kellys liv har fået hendes efterkommere til at fare i flint. Her er der med garanti ingen andre blandt publikum, der farer hen, desværre.
Kort sagt:
Olivier Dahans film foregiver at komme under huden på Grace Kellys valg mellem lyst og pligt midt i en af de værste kriser i fyrstedømmet Monacos historie. Men ’Grace of Monaco’ ender som en ugebladsfortælling for hattedamerne.