’Herkules’
Med et skæg lavet af hår fra yakoksens ædle dele render Dwayne ’The Rock’ Johnson rundt og slår folk ihjel, mens han samtidig forsøger at holde sit lændeklæde anstændigt på plads i den store Hollywood-produktion ’Herkules’.
Så sent som i januar fik en helt anden film baseret på den græske myte amerikansk premiere. Men Renny Harlins ’The Legend of Hercules’ med Kellan Lutz i titelrollen blev et flop, og man kan godt frygte, at ’Rush Hour’-instruktør Brett Ratners film falder i samme kategori. Og alle ved jo, at det bliver umuligt at leve op til Arnold Swarzeneggers ’Herkules i New York’ fra 1969.
Premiere 7. august.
’Into the Storm’
Action-thrilleren ’Into the Storm’ ligner ikke en film, der vil blæse dig omkuld med sine dybe budskaber. Filmens trailer giver dog løfter om apokalypsestemning med stakåndede konsekvenser, og var du vidne til hele Danmarks Bodil-storm, kan måske relatere dig til karakterernes dilemmaer.
Mon ikke vi kan regne med, at en mand eller to suges op i den onde tornado. Så længe det ikke bliver den charmerende Jeremy Sumpter, der er all grown up siden ’Peter Pan’ fra 2003.
Premiere 21. august.
’The Expendables 3’
Sylvester Stallone, Mel Gibson, Harrison Ford og Arnold Schwarznegger er blot få af de Hollywood-stjerner, som i ’The Expendables 3’ forenes til endnu en omgang lejesoldat-tjans for aflagte action-bøffer. Allerede 2’eren var en film for meget, og traileren til den nye ligner mest af alt et sommertræf i National Rifle Association.
Men okay, forhåbentligt kan man bare parkere hjernen i billetlugen og koble af til bulder, brag og baconchips.
Premiere 14. august.
’Transformers 4’
Nogle gange skal man stoppe, mens legen er god. Første film i Michael Bays ’Transformers’-franchise var god blockbuster-underholdning, men siden er det gået ned ad bakke, og det er med blandede følelser, man reagerer, når instruktøren har betegnet denne fjerde film som »den første af en ny trilogi«.
Denne gang er det selveste Mark Wahlberg, som spiller en småsnavset opfinder, der må påtage sig ansvaret for verdensfreden. ’Transformers 4: Age of Extinction’ ligner foruroligende meget de tidligere film, men én forskel springer i øjnene. Hovedkarakteren er blevet ældre og vil gå igennem ild og vand for sin hjælpeløse datter, der selvfølgelig er iklædt meget korte shorts.
Premiere 10. juli.
‘Jupiter Ascending’
Andy og Lana Wachowski stod bag ’Matrix’-trilogien, hvilket de stadig lever højt på. Deres seneste film var makværket ’Cloud Atlas’ (instrueret sammen med Tom Tykwer), og med deres nye film ’Jupiter Ascending’ bevæger de sig ind i endnu en alternativ verden.
Mila Kunis spiller den unge, uskyldige pedel, som anklages for mordet på dronningen af universet. En blond Channing Tatum kommer hende gudskelov til undsætning – og så er der noget med skæbne og naive jordboer. Eksplosioner, rumskibe, store øjne og store muskler præger tilsyneladende sci fi-filmen, og vi frygter, at Wachowski’erne endnu engang beviser, at de toppede for 15 år siden.
Premiere 24. juli.
Læs også: 10 sommerfilm, vi glæder os enormt til