‘The Double’
Simon James (Eisenberg) lever et gråt og kedeligt liv. Hans lejlighed består af ét lille værelse, hvorfra han med sin kikkert udspionerer den smukke Hannah, der knap nok ænser ham. Chefen kan ikke huske hans navn, selv om Simon har arbejdet i den samme lillebitte cubicle i syv år. Han er et slags menneskelig tapet: altid og alligevel aldrig til stede.
En dag får han en ny kollega. Ingen andre bemærker, at de to er helt identiske – at den nyansatte James Simon (også Eisenberg) er Simon James’ dobbeltgænger. Som person er James imidlertid det stik modsatte af Simon: selvsikker, pågående, social – og helt uden moralsk kompas. James tager, hvad han vil have, og snart begynder han også at tage, hvad Simon vil have: først hans arbejde og forfremmelse og siden Hannah. Stykke for stykke piller han håbet ud af Simon, der til sidst intet har at tabe.
’The Double’ er baseret på Dostojevskijs roman af samme navn og følger bogens handling ret slavisk om end med en rundhåndet dosis humor. Hvor Dostojevskijs udgave er et gravalvorligt angreb på menneskelig identitetssøgning, er Richard Ayoades filmatisering i stil og tone tættere beslægtet med Kafkas ’Processen’. Da Simon på et tidspunkt mister sit andet ID-kort, udspiller der sig en scene som taget ud af Kafkas ’Foran loven’. »Du eksisterer ikke«, siger sekretæren. »Jamen skriv mig bare ind i systemet igen«, svarer Simon. »Jeg kan ikke skrive dig ind i systemet, for du eksisterer ikke«, forklarer sekretæren. »Men jeg var i systemet tidligere«, beklager Simon sig lige dele opgivende og undrende. Sekretæren har imidlertid trumfen klar: »Ikke ifølge systemet«.
’The Double’ er kompromisløst intellektuel i sin humor, og man skal nok grine godt af ovenstående for virkelig at nyde Ayoades opfølger til coming-of-age-dramedy’en ’Submarine’. Heldigvis mestrer den britiske instruktør også den visuelle komik med et flot realiseret univers, hvis sære genstande, monotone farver og komisk firkantede jakkesæt på én og samme tid synes futuristiske og daterede – ikke ulig Terry Gilliams ’Brazil’.
Den virkelige stjerne i ’The Double’ er dog ikke Ayoade, men filmens 30-årige hovedrolleindehaver. Scenerne mellem Eisenberg og, well, Eisenberg er filmens allerbedste. Skiftevist rystende som et espeløv (som Simon) og buldrende hen over alle som en bulldozer (som James) folder han den menneskelige psyke ud i en dialektisk dans mellem vores alles yderpoler. Det er gennem Eisenberg, at filmen hæver sig op over mængden. Og ’The Double’ hæver sig langt op.
Kort sagt:
Jesse Eisenberg kanaliserer skiftevis nervøs teenager og skruppelløs Don Juan i en konsekvent aparte og ofte vildt morsom Dostojevskij-filmatisering, hvor han spiller over for en mindre hær af stærke britiske skuespillere, men er allerbedst over for sig selv.