‘Sin City: A Dame to Kill For’

‘Sin City: A Dame to Kill For’

Frank Millers neo-noir-striber fra 90’erne var med deres karakteristiske, hyperkontrastfulde chiaroscuro-stil en hyldest til 40’erne og 50’ernes film noir, og hans tegneserier dyrkede og overgik endda inspirationskildens masochismerekorder i deres brutale voldsepisoder.

Robert Rodriguez instruerede i 2005 den første filmatisering i fællesskab med Miller selv, og den ventede opfølger åbner med et klassisk anslag: Marv (Mickey Rourke) vågner op med hukommelsestab samt en sønderskudt skulder, og hans hæse fortællerstemme bringer os tilbage til en by, hvor de stærkeste beboere tryner og myrder de svageste. Her kan ingen forblive uskyldsren, alle bliver uafvendeligt tilsølet af miljøets råddenskab.

Marvs favoritstripper Nancy (Jessica Alba) har, siden hendes beskytter John Hartigan (Bruce Willis) begik selvmord i den første film, lindret sin bitterhed med alkohol, og hun agter nu at hævne sig på den storkorrupte senator Roark (Powers Boothe), der i filmen også er i konflikt med den unge gambler Johnny (Joseph Gordon-Levitt).

Rollen som fotografen Dwight, der voksede op blandt de våbensvingende prostituerede i det livsfarlige luderkvarter Old Town, har en seværdig Josh Brolin overtaget fra Clive Owen, og som de fleste af den nye antologis episoder foregår hans historie – en konfrontation med fortiden i skikkelse af en gammel flamme, titlens listige femme fatale, Ava Lord (Eva Green) – før handlingen i etteren.

I ægte noir-facon er nogle af de allermest dødelige individer i filmens mandsdominerede, misogyne underverden paradoksalt nok kvinder. Nancy er tilnærmelsesvist gået fra forstanden, og hun og den nederdrægtige Ava er udstyret med henholdsvis en armbrøst og et sæt store (og kun meget sjældent tildækkede) bryster.

I Sin City må man tage de midler i brug, man nu engang har til rådighed, og ved hensynsløst at omdanne mænd til driftsstyrede dyr lokker den beregnende Ava de mest magtfulde mænd til at sætte deres liv på spil for hende – med brækkede fingre og kvaste hoveder til følge.

Det skorter således bestemt ikke på sex eller vold, men Miller og Rodriguez får aldrig rigtig skovlen under genrens kynisme. Den pessimistiske stemning, der kendetegnede de gamle noirs og gav karaktererne deres indifferente attitude, var dengang som regel rodfæstet i en eksistentiel smerte.

En sjælelig kerne, som instruktørparret ellers ramte på kornet i den første ’Sin City’ med tegningen af Marv: En monstrøs, men sympativækkende tragisk antihelt, der inderst inde var lige så mild, som han var hårdkogt og cool. Denne gang forbliver han desværre en langt mere anonym noir-arketype, en skruppelløs tough guy uden frygt eller følelser.

Læs også: ’Sin City’-instruktøren lærer dig at lave film på otte minutter

Toerens bikarakterer blegner også i forhold til eksempelvis Nick Stahls perverst ulækre Yellow Bastard og Elijah Woods besynderligt makabre morder, og det er med til at reducere ’Sin City: A Dame to Kill For’ til en ikke håbløs, men dog en kende for generisk genreleg.


Kort sagt:
Frank Miller og Robert Rodriguez’ ’Sin City: A Dame to Kill For’ væder vores appetit med noirkrydderier som vold, sex, hævn og bedrageri, men antologien ender som en skuffende gentagelse af deres egen stiløvelse, fordi genremåltidet efterlader en sulten efter nye ingredienser eller et indre under den hårde overflade.

Spillefilm. Instruktører: Frank Miller, Robert Rodriguez. Medvirkende: Josh Brolin, Joseph Gordon-Levitt, Mickey Rourke, Eva Green, Jessica Alba, Powers Boothe, Rosario Dawson, Dennis Haysbert, Ray Liotta, Christopher Meloni, Jeremy Piven, Christopher Lloyd, Jaime King, Juno Temple, Stacy Keach. Spilletid: 102 min.. Premiere: 28. august
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af