’Whalefall’: Intens hvalthriller sætter en ny barre for klaustrofobi
FILM. Inderst inde lider vi vel alle af den samme rationelle frygt for kviksand, bøhmænd, kidnappende tornadoer og menneskeslugende hvaler. Indtil vi fylder en 15-16 år, i hvert fald, og det så småt begynder at dæmre for os, at der er mere præsente farer i et almindeligt voksent liv.
»Hold my beer«, sagde forfatteren Daniel Kraus i 2023 og gjorde sin entre på scenen med bogen ’Whalefall’, der handler om lige præcis det, der velsagtens holdt en PTSD-ramt Pinocchio (og Biblens Jonas før ham) vågen til langt ude på natten: at blive slugt af en hval.
Som elevator-pitch har ’Whalefall’ alligevel sine brister. Når man forklarer folk, at den handler om en fyr, der bliver slugt af en hval og derefter forsøger at bryde ud af selvsamme, bliver man mødt af, hvad jeg ville kalde et skeptisk blik. Men når man ser filmudgaven, giver det absurde plot utroligt nok mening. Ikke mindst på grund af det grundige researcharbejde bag.
Kraus brugte adskillige måneder på at interviewe fagpersoner inden for marinebiologi og dykning, hvilket vil sige, at stort set alt det, vi oplever i Brian Duffields filmatisering af bogen, er en skrækindjagende troværdig faksimile af … ja, af at blive ædt af et kæmpestort undersøisk pattedyr.
På konceptplan er historien desuden forbløffende godt tænkt: Et dybt kompliceret og anstrengt forhold mellem far (Josh Brolin) og søn (Austin Abrams) slutter abrupt, da den døende far kaster sig selv i en våd død i stedet for at svinde bort på sit sygeleje. Havet er nemlig tilsyneladende det eneste i verden, han egentlig respekterer.
Et år senere begiver sønnen sig i afmagt ud for at finde de jordiske rester af faren og ender uheldigvis med at blive slugt af en hval i forsøget. Så nu må han kæmpe med næb og klør mod alt det, hans far stod for, hvis han vil overleve. Men måske er der mere i opgøret end bare viljen til at leve. Måske handler det i virkeligheden om forståelse og accept. Og måske er hvalen mere end bare en fjende, der skal besejres …
Der ligger et rigtig fint og smukt budskab i ’Whalefall’, som gjorde et stort indtryk på mig. Samtidig er filmen også en intens overlevelsesthriller i dur med ’127 Hours’ og ’The Descent’, men med et plan af klaustrofobi, som jeg ikke mindes at have oplevet før.
De opfindsomme kulisser, subtile effekter, et eminent foley-arbejde og det forrygende nye skuespiltalent Austin Abrams danner rammen for en oplevelse, der fik mig til at krybe så langt ned i mit biografsæde, at jeg nærmest faldt ned på gulvet, da lyset tændte. Hvis man både har en frygt for at blive slugt af hvaler og små lukkede rum, vil jeg på det kraftigste anbefale, at man holder sig væk fra den her film.
Selvom ’Whalefall’ fungerer vældig godt som skræmmende survival-thriller, fungerer den dog knap så godt som det, den også forsøger at være: et stilistisk, cerebralt, mystisk kunstværk.
’Whalefall’ putter lidt med baggrundshistorie og tematik, som om den egentlig foretrækker, at vi selv går på opdagelse i, hvad den prøver at sige. Men samtidig holder den os konstant i hånden og skærer alting ud i små bidder.
For eksempel tager hovedpersonen Jay på et tidspunkt sin dykkermaske af, imens han er fanget i hvalens indre, og begynder øjeblikkeligt at hoste og pruste, hvorefter han panisk tager masken på igen. »The air in here must be toxic!«, siger han sekundet efter. No shit.
Filmen føles som et tovtrækkeri mellem auteuren, der gerne vil være lidt smal og lidt lækker og lidt udspekuleret, og så filmstudiet, der vil sikre sig, at alle er med.
Men hvis man beslutter sig for, at ’Whalefall’ mest af alt er en nervepirrende survival-thriller, og man ikke har noget imod de dialogmæssige mellemregninger, vil man være godt tjent med det her hvaldrama.
Kort sagt:
Kan man se gennem fingre med de overfortællende tendenser i ’Whalefall’, vil man begunstiges med intens, klaustrofobisk hvalspænding, et interessant koncept og et dybfølt budskab.