’God Help The Girl’

’God Help The Girl’

Glasgow danner rammen for Belle and Sebastian-frontmand Stuart Murdochs meget musikalske debutfilm om at passe ind og forfølge sine drømme fra.

’God Help The Girl’, der kan fanges på den aktuelle Buster-festival, handler om den musikalske pige Eve, spillet af Emily Browning, som flygter fra en anstalt for unge piger. Hun vandrer ned til spillestedet Barrowland, hvor nye bands kan prøve sange af, og her går James (Olly Alexander) på scenen, hvor hans kiksede koncert ender i en slåskamp med trommeslageren.

James finder Emily grædende og tager hende med hjem. Da hun når tilbage til anstalten, bliver hun anbefalet at føre dagbog og skrive sine tanker ned. Samme nat sætter hun sig ved klaveret og bruger nu dagbogen som et sanghæfte – og drømmen om at blive sangskriver begynder at spire.

Eve opdager, at James deler hendes samme drømme, og sammen med den drengeglade pige Cassie bliver de til en fast trekløver og danner bandet ’God Help The Girl’.

Murdoch har både skrevet og instrueret ’God Help The Girl’, der tager navn efter hans sideprojekt fra Belle and Sebastian. Det er tydeligt, at filmen er et meget personligt værk, og mon ikke især James er stærkt beslægtet med Murdoch selv. Uanset hvad under man ham at få afløb for sine følelser og gøre op med en verden, hvor den lækre fyr altid får pigen.

Det kan dog godt mærkes, at filmen kommer fra en uerfaren filmskaber. De abrupte klip mellem musik og drama rokker ved filmens rytme, som når Eve alene på sit værelse synger et par strofer af sangen ’God Help The Girl’, og man uvægerligt rystes ud af fortællingen

Musikscenerne er dog samtidig filmens største force. Handlingen er bygget op omkring Murdochs egne God Help The Girl-sange, og sange og historie komplimenterer hinanden fint. Fordi vi introduceres for dagbogen og dens betydning for Eve, bliver musikken aldrig til en gimmick, men en inkorporeret del af handlingen. I filmens hyggelige univers er det nærmest en logisk selvfølge, at der går musical i den.


Kort sagt:
’God Help The Girl’ kan til tider fremstå som en hipster-udgave af ’Dancer in The Dark’. Den dyrker stil mere end substans, men alligevel er det svært ikke at klappe med i takt til Stuart Murdochs glade indie-pop. De tre hovedrolleindehavere, med Emily Browning og Olly Alexander i front, er et suverænt scoop til Murdochs charmerende, let fordøjelige debutfilm.

Spillefilm. Instruktion: Stuart Murdoch. Medvirkende: Emily Browning, Olly Alexander, Hannah Murray. Spilletid: 111 min.. Premiere: Vises på Buster Festival den 22. og 23. september
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af