De bedste nr. 3: Lucie og Marie i ’Pretty Things’ (2001)
Cotillard viser stor spændvidde i dobbeltrollen som det umage tvillingepar i dette knap så kendte franske drama.
Selve filmen, der handler om den grusomme bagside af showbusiness, er ikke noget at råbe hurra for med sin udtrådte historie. Men Cotillard er bemærkelsesværdig i sin indfølte skildring af både den berømmelseshungrende og impulsive Lucie og hendes tvillingesøster og absolutte modsætning, den introverte Marie. Da Lucie begår selvmord, påtager Marie sig hendes identitet og opnår succes med det sangtalent, søsteren aldrig besad.
Flere af filmens sange er vellykket indsunget af Cotillard selv, og skuespillerinden udviser således også andre talenter end sit alsidige skuespil.
De bedste nr. 2: Edith Piaf i ’Spurven’ (2007)
Cotillard er kendt for sine indfølende portrætter af plagede og komplekse kvinder, og det er da også den type roller, der dominerer den pæne ende af listen. En af hendes absolut stærkeste præstationer er inkarnationen af den franske visesangerinde Edith Piaf i Olivier Dahans biografiske drama.
Med en sjælden lidenskabelig dedikation til rollen lod Cotillard sine øjenbryn og hårlinje barbere og gik derudover langt ned i vægt for at kunne legemliggøre den magre sangfugl. Men det er langt fra kun hendes fysiske transformation, der imponerer i filmen. Cotillard formår på fornem vis at indfange sin tragiske karakters mange facetter – fra Piafs slet skjulte skrøbelighed til hendes arrogance og smertelige følelsesudbrud. Skuespillerinden er overbevisende gennem hele filmen, også mod slutningen, hvor Piaf skal forestille at være 47 år og betydeligt mærket af sit hårde liv.
Cotillard modtog velfortjent en Oscar-statuette for rollen.
Se flere af Cotillards bedste og værste roller på næste side.
De bedste nr. 1: Stéphanie i ’Smagen af rust og ben’ (2012)
Den kvindelige hovedkarakter i Jacques Audiards rå kærlighedsdrama er ikke en umiddelbart sympativækkende skikkelse. Hun virker kold og reserveret i filmens første scener, og da hun mister begge ben som følge af et tragisk uheld med en spækhugger, efterlades hun også følelsesmæssigt afstumpet, depressiv og indestængt.
Alligevel drages man af Stéphanies komplekse person takket være Cotillards fremragende indsats. Hun er dybt troværdig som et menneske med fysiske og psykiske handicap, og smerten og skammen over sit amputerede ydre kan læses ind i hendes ekspressive ansigt, der langsomt begynder at ændre karakter i den umage relation med den ligefremme bokser Ali, spillet af Matthias Schoenaerts.
Filmen er en veleksekveret, kritikerrost perle, der skylder en væsentlig del af æren for successen til Cotillards usentimentale portræt af en traumatiseret kvinde, der forliger sig med selv og genfinder sin lyst til livet.
De værste nr. 3: Dr. Leonora Orantes i ’Contagion’ (2011)
Trods den imponerende rolleliste er Steven Soderbergs videnskabeligt funderede epidemi-film ikke særlig interessant. Det samme kan man sige om Cotillards middelmådige præstation som WHO-repræsentanten Dr. Leonora Orantes, der forsøger at finde den omsiggribende dødelige virus’ udspring. Rollen er klichéfyldt og rent ud sagt kedelig.
Dog ligger noget af ansvaret for skildringen af denne intetsigende karakter også i den lidt for rundhåndede redigering, der har efterladt en del handlingstråde dinglende, deriblandt Cotillards. Det resulterer i en uengagerende film.
Se Cotillards to værste roller på næste side.
De værste nr. 2: Nadine i ’Dikkenek’ (2006)
Marion Cotillard er erklæret fan af de komiske talenter Jonah Hill og Will Ferrell (hun havde en cameo i ’Anchorman 2’). Men der er grund til at modtage skuespillerindens udtalelse om, at hun gerne selv vil medvirke i flere komedier, med en vis skepsis.
Da hun forsøgte sig i den sært betitlede belgiske komedie ’Dikkenek’ (slang for blærerøv), var resultatet nemlig en anelse tåkrummende. Cotillard overspiller til den helt store guldmedalje i birollen som den afsporede lærerinde, Nadine. Det lykkes således ikke for franskmanden at være rigtig sjov i den i det hele taget platte historie om to venner, der leder efter den store kærlighed.
De værste nr. 1: Miranda Tate i ’The Dark Night Rises’ (2012)
Spoiler-alert!
Cotillard gjorde det godt som projektionen af Leonardo DiCaprios suicidale kone, Mal, i Christopher Nolans blockbuster ’Inception’. Knap så elegant var hendes senere medvirken i mesterinstruktørens tredje Batman-film, hvor hun forsøgte sig som skurk.
Den mistænkeligt charmerende forretningskvindes skjulte agenda kunne regnes ud, langt forinden hun afslørede sig selv som ondsindet datter af superskurken Ra’s al Ghul, og Cotillard var ikke overbevisende i rollen – hverken før eller efter fåreklæderne blev smidt.
Det var svært ikke at komme til at fnise lidt af scenen, hvor hun efter en actionspækket biljagt (der på magisk vis ikke efterlader hende nogen synlige skader) dør på en meget teatralsk måde – se klippet ovenfor. Videoer af folk, der parodierer den mildest talt dovne indsats, er gået hen og blevet et decideret viralt hit. Søg på ’People dying like Marion Cotillard’ og få et godt grin.