–
Youtube Battle
For syvende år i træk åbner CPH:DOX dørene for den traditionsrige Youtube Battle i Pumpehuset. Konceptet er lige så simpelt, som det er underholdende: Der battles på at vise de bedste Youtube-klip, og i bedste ’8 Mile’-stil er det publikum og lydstyrken af deres begejstring, der bestemmer vinderen.
Så vil du for en stund skifte de tankevækkende dokumentarfilm ud med svedig morskab i videoland, er Youtube Battle det rette sted at gå hen.
Youtube Battle 5. november 21.00 i Pumpehuset. Læs mere her.
–
The Art of Intervention
Dokumentarisme har alle dage været et subjektivt udsnit af virkeligheden. I den tilstræbte objektivitets navn har det dog været kutyme, at instruktøren er blevet bag kameraet, men i nyere tid har flere og flere dokumentarister valgt selv at ramle sammen med virkeligheden, head-on.
I forbindelse med en af årets temaserier, ’A History of Violence’, sætter CPH:DOX fokus på denne grænseoverskridende metode, hvor du kan se tre af samtidens store dokumentarister. Joshua Oppenheimer (’The Act of Killing’, ’The Look of Silence’), Hubert Sauper (’Darwin’s Nightmare’) og Nick Broomfield (’Kurt & Courtney) mødes til en samtale om at blive en del af den virkelighed, de portrætterer, og om forholdet mellem filmskaber og subjekt.
Det er tilmed ikke den eneste gang, du kan møde Oppenheimer under festivalen. Han stiller også op til en masterclass, hvor han mere praktisk beskriver sit dokumentariske arbejde.
The Art of Intervention 13. november 12.30 i Cinemateket. Joshua Oppenheimer-masterclass 12. november 14.20 i Grand. Læs mere her og her.
–
Epidemi-alarm: Live talkshow
Epidemier er andet og mere end gamle historier om Den Sorte Død, aktualiseret af den aktuelle ebolaforskrækkelse. Samtidig er epidemier ikke bare interessante ud fra et videnskabeligt perspektiv, for også populærkulturen har en rig tradition for at beskæftige sig med udbredelsen af dødelige vira.
Derfor afholder CPH:DOX i år et live-talkshow, hvor epidemien bliver undersøgt som fænomen. To kuratorer og fem gæster med forskellig viden inden for feltet vil belyse epidemispektret fra reel trussel til fiktiv forestilling, så vi alle kan gå oplyste og, forhåbentlig, trygge i seng.
Epidemi-alarm 9. november 19.30 i Cinemateket. Læs mere her.
–
Just Eat It: Film i Netto efter lukketid
Har du arbejdet i en hvilken som helst butik, der har med fødevarer at gøre, ved du, at der bliver smidt ustyrlige mængder mad ud hver dag. Netop debatten om madspild er i fokus, når CPH:DOX i samarbejde med Netto viser filmen ’Just Eat It: A Food Waste Story’ med efterfølgende besøg af en række interessenter fra madindustrien.
Tag en aften i vores excessive fødevareforbrugs tegn og deltag i diskussionen om, hvorvidt supermarkederne køber for meget ind, om producenterne producerer for meget, og hvad vi kan gøre for at stoppe det voldsomme madspild.
Just Eat It: Film i Netto efter lukketid 14. november 18.00 i Netto Rådhuspladsen. Læs mere her.
–
Live Forever @ Koncertkirken
Vi har nok alle sammen fantaseret om det evige liv, før de kedelige realiteter slog tanken ud af hovedet. Der findes dog dem, der bruger hele deres liv på denne fantasi, blandt andre de to videnskabsmænd, der er i fokus for filmen ’The Immortalists’.
I forlængelse af Jason Sussberg og David Alvaros film afholder CPH:DOX en event, hvor fascinationen af det evige liv bliver diskuteret. Efter filmvisningen i Koncertkirken på Blågårds Plads vil to forskere, en filosof og en præst debattere emner som ungdom og udødelighed og forsøge at sætte ord på, hvorfor det evige liv er så dragende.
Live Forever 10. november 19.00 i Koncertkirken. Læs mere her.
–
Right to Movement: Løb for Palæstina
Den 8. november vises filmen ’Palestine Marathon’ i Empire Bio om aftenen, men om formiddagen kan du først, i filmens ånd, løbe en tur for Palæstina. Ved at løbe en rute på 10, 15 eller 21 km støtter du retten til fri bevægelse, da overskuddet går til at arrangere næste års maratonløb i Palæstina, hvor den frie bevægelighed ellers har trange kår.
Efter endt løbetur kan du med god samvittighed læne dig tilbage i biografsædet og nyde filmvisningen, hvor du også kan møde instruktør, arrangør og løberne bag filmen.
Løb for Palæstina 8. november 11.00 på Islands Brygge. Læs mere her.
–
The Kickstarter Experience
Internettjenesten Kickstarter er blevet et populært middel til filmfinansiering, og både håbefulde talenter og etablerede stjerner verden over har brugt platformen til at gøre deres passionsprojekter til virkelighed.
Nu er Kickstarter også blevet lanceret i Danmark og besøger i den forbindelse årets CPH:DOX. Her vil fokus være på, hvordan man bruger Kickstarter til at få sin idé ud i verden, hvilket landets håbefulde filmmagere sandsynligvis har interesse i at få inspiration til. En repræsentant fra Kickstarter og to filmfolk vil fortælle, hvordan man opstarter og strukturerer en kampagne på Kickstarter, så man få en film fra skrivebord til skærm eller lærred.
The Kickstarter Experience 13. november 14.30 i Cinemateket. Læs mere her.
–
Final Party med Soundvenue
Sidst, men bestemt ikke mindst, må man selvfølgelig ikke undlade at deltage i årets brag af en afslutningsfest, der arrangeres i samarbejde mellem CPH:DOX, Soundvenue og Dazed.
Her vil engelske Mike Skinner, måske bedre kendt under navnet The Streets, stå for DJ-tjansen og fyre op for musikken, mens Ewen Spencer vil sætte i scene med lys og lyd. Også Lust for Youth møder op og giver en live-koncert, ligesom der bliver mulighed for at tage en slapper i et dertil indrettet filmrum, inden Apeiron Crew tager over og styrer dansegulvet resten af natten.
Final Party 15. november 21.00 i Nikolaj Kunsthal. Læs mere her.
Læs også: CPH:DOX: Amerikanske film, du skal se på festivalen
Læs også: CPH:DOX: Vi anbefaler film fra hele kloden
Læs også: Soundvenue og CPH:DOX inviterer til Elliott Smith-aften med Broken Twin, The New Spring m.fl.