’Girls’-producer: Skift kanal, hvis I ikke kan lide serien!

Hvad kan vi vente os af næste sæson? Og hvordan er det at arbejde med Lena Dunham? Vi har talt med en af producerne bag 'Girls'.
’Girls’-producer: Skift kanal, hvis I ikke kan lide serien!

Som executive producer har 53-årige Ilene S. Landress været tovholder og medudvikler på serier som ’The Sopranos’, ’Mildred Pierce’ og senest ’Girls’. Det er hendes job at læse sig igennem et bjerg af manuskripter og vælge, hvad HBO skal satse på. Uden nogen egentlig filmuddannelse i baglommen har hun kæmpet sig hele vejen op ad fødekæden og sidder nu på toppen med to Emmy-statuetter på cv’et samt et hav af nomineringer.

Vi har fanget hende til en snak om HBO, hendes arbejde med Lena Dunham (som hun ses sammen med på billedet) og om ‘Girls’, hvis fjerde sæson kan ses på HBO Nordic fra 12. januar.

Hvad kan vi forvente os af næste sæson af ’Girls’?
»Jeg vil ikke give nogle spoilers, men i sidste afsnit af tredje sæson så vi, at Hannah kom ind på Writers Workshop Program på Iowa Universitet. Mens hun tager dertil og forlader sine venner i New York, ser vi alle pigerne modnes mere. De bliver mere seriøse omkring deres karriere«.

Meget af traileren ser ud til at foregå i Iowa. Vil serien stadig primært udspille sig i New York?
»Den finder klart stadig mest sted i New York. Hannah tager til Iowa og derfor kommer dele af handlingen selvfølgelig til at foregå der. Men de andre karaktere bliver i New York, så vores base er stadig Greenpoint, Williamsburg og Brooklyn. Og så bevæger vi os også lidt mere ind mod Manhattan, end vi tidligere har gjort«.

Hvordan er det at arbejde sammen med Lena Dunham?
»Det er fantastisk! Vi er et godt team. Hun er utrolig intelligent og en dygtig forfatter. Jeg forstår ikke, hvor hun får tiden fra til både at producere så meget, som hun gør, og så samtidig forbruge så mange forskellige medier og finde så meget inspiration. Jeg har i hvert fald ikke alle de timer i døgnet til at indtage forskellige medier og samtidig være så belæst og finde tid til at spille skuespil, skrive og instruere«.

Kommer du med feedback til plottene, eller arbejder Dunham enerådigt med dem?
»Vi er et hold af forfattere. Vi er syv-otte stykker, der skriver. Meget af det opstår selvfølgelig ud fra Lenas tanker, men vi har et skriverum, hvor vi sidder og kaster ideer rundt til hinanden. I første sæson skrev hun flere af afsnittene selv – vist nok de første fire – før vi overhovedet havde fundet et hold. Så Lena har klart kontrollen over historiens udvikling, men vi er et par stykker, der hjælper med at brainstorme og har masser af gode ideer«.

Hvad med skuespillerne – er de med til at påvirke deres karakterer selv, for eksempel ved at improvisere?
»Jeg tror mere, det handler om, at forfatterne virkelig kender skuespillerne og deres karakterer, så de skriver til skuespillernes stærke sider. Men det er en kombination. Skuespillerne har input til deres karakterer, men forfatterne ved virkelig også, hvilke knapper de skal trykke på. Vi kan ikke altid nå det, men vi prøver at finde tiden til at lade forfatterne foreslå alternative dialoger eller lade skuespillerne improvisere. Især scener med Hannah og Adam, Hannah og Elijah, men også meget med Shosanna i hendes telefonscener – der lader vi bare kameraet køre, mens hun snakker«.

Hvordan har I mærket, at serien er blevet så stor en succes?
»Vi prøver ikke at lade os påvirke, men det siver ind alligevel – hvad end det er med ’The Sopranos’ eller ’Girls’. Men når vi mødes i skriverummet, siger jeg, at vi skal glemme al succes og omtale af serien og bare brainstorme over historien. Man vil selvfølgelig gerne lytte og have respekt for sit publikum, men samtidig må man ikke blive fanget i sin egen hype. Man skal blive på jorden, hvor man kan lave endnu en god sæson. Der er altid påvirkninger udefra, men dele af mit job som fårehyrde er at spærre folk inde i et rum med en masse snacks og sige: Nu skal vi fokusere!«.

Lena Dunhams nye bogudgivelse har fået en masse ros, men også kritisk omtale. Ændrer det jeres tilgang til serien?
»Vi er alle gode til at se Lenas bog som uafhængig af Hannah-karakteren. Jeg tror dog, det ville være svært at sætte sig ind i skriverummet i morgen, så det er rart, at der er lidt tid imellem udgivelsen og seriens næste sæson. Men bogen er bogen, og det er Lenas arbejde som forfatter. Serien er noget helt andet. Jeg tror, at det er lidt udmattende for hende med de negative fordrejninger og kommentarer, men når vi sætter os ned og skriver manuskripterne, er det aldrig et problem«.

Sæson tre tog Hannah ekstremt langt ud i sin narcissisme – var I bekymrede for at gå for langt?
»Jeg sætter pris på både dem, der hader serien, og dem, der elsker den. Men det er underligt for mig, at folk ser serien, hvis de samtidig klager over, at karaktererne ikke er tiltalende. Hvis folk ikke kan lide serien, behøver de ikke at se den. De kan skifte kanal«.

Hvad er den største udfordring for dig som producer med en serie som ’Girls’?
»At finde tid til, at magien kan opstå. Vi optager serien hvert år fra april til august, så klipper vi den og starter så forfra i skriverummet i februar. Jeg prøver at give Lena en lille pause, inden vi begynder at skrive igen, så hun også kommer lidt ud i den virkelige verden. Vi har jo et fast manuskript, som vi skyder ud fra, og det er mig, der skal finde nok tid til både at skyde, hvad der står i manuskriptet, men samtidig også finde tid til alternative måder at gribe scenerne an på«.

Hvad er HBO’s udfordring i disse år – hvordan sikrer kanalen, at man ikke går i stå?
»Det handler om at vælge den rigtige væddeløbshest. At vælge det manuskript, der har benene til at løbe banen rundt. Jeg har læst mange pilotmanuskripter, hvor jeg tænkte, at det var godt, men at jeg samtidig ikke havde behov for at se næste afsnit. Man skal spørge: Er jeg interesseret i deres konflikt i sjette afsnit? Vil jeg følge disse karakterer til sæson fem?«

Flere af de store, episke serier er slut eller ved at slutte – ’The Sopranos’, ’Mad Men’, ’Breaking Bad’. Er der en tendens til, at det er de lidt mere intime serier i halvtimesformatet, som ’Girls’, ’Louie’ og ’Transparent’, der virkelig rykker?
»Jeg kan kun svare ud fra et personligt synspunkt, og det er, at jeg ikke vil gentage mig selv, når jeg vælger projekter at arbejde med. Da jeg læste både piloten til ’The Sopranos’ og ’Girls’ – og de er jo virkelig vidt forskellige – blev jeg tiltrukket af deres meget stærke, unikke stemme, hvilket er det, de har tilfælles. Det er, hvad jeg selv tiltrækkes mod, og i det større billede er det også, hvad HBO leder efter«.

De første tre sæsoner af ‘Girls’ kan ses på HBO Nordic.

Læs også: Trailer: Få første forsmag på fjerde sæson af ‘Girls’

Læs også: Lena Dunham – fra næsemasturbation til politisk magtfaktor

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af