‘The Gambler’
Ubetalt spillegæld er synonym med voldstrusler fra ubehagelige bookmakere og griske ågerkarle, og nogle af de allerstærkeste film om hovedløst hasardspil er suspensefulde underverdensskildringer. De chokerende mafiametoder i film som Martin Scorseses ’Casino’ har for bestandigt indprentet sig, så bistre lånehajers strenge påmindelser til fallitramte skyldnere automatisk genkalder billeder af maltrakterede fingre, ørkengrave og piñata-agtig lemlæstelse.
’The Gambler’ er Rupert Wyatts (’Abernes Planet: Oprindelsen’) genindspilning af Karel Reisz’ ’Hasard’ fra 1974. Jim Bennett (Mark Wahlberg) skylder den koreanske gangster Mister Lee (Alvin Ing) et infamt beløb og er derfor nødt til at låne penge af den farlige Neville, spillet af Michael Kenneth Williams (Omar fra ’The Wire’), der kræver pengene tilbagebetalt inden en uge. Senest!
Som i Ken Hughes’ urimeligt oversete ’The Small World of Sammy Lee’ fra 1963 fungerer betalingsfristen som plotmotor, men hvor man i den film ubesværet deler antiheltens desperation, er Wahlbergs (over)priviligerede, ret ligeglade, ja, faktisk direkte selvdestruktive engelskprofessor betydeligt sværere at fatte sympati for.
Jim ødsler uden at fortrække en mine både sin stinkende rige mors (Jessica Lange) finanser og sit eget skrivetalent bort, og ved at lægge sig ud med Mister Lee, Neville og sidenhen en af deres rivaler, Frank (en halvnøgen John Goodman i ’ældre De Niro’-mode), sigter han sikkert mod en selvforskyldt totalsmadring af sit eget liv. Endda er han godt på vej til at hive sin begavede protegé Amy (Brie Larson fra ’Short Term 12’), der har studiejob som casinoservitrice, med sig i faldet.
En vigtig forskel på James Tobacks oprindelige historie (overordentligt løst baseret på Dostojevskijs korte roman ’Spilleren’ fra 1867) og manuskriptforfatter William Monahans relativt trofaste, om end temmelig middelmådige opdatering er en ny vinkel til karakterportrættet. ’The Gambler’ giver øget plads til et psykologisk overforsimplet svar på den Holberg’ske spørgsmålsvariant: »Hvorfor gambler Jim?« Desværre er hovedpersonen alt for kedelig til, at man gider prøve at forstå ham.
At Wahlberg er fatalt fejlcastet, hjælper heller ikke ligefrem på sagen. Den muskuløse skuespiller kan ellers sagtens være seværdig (tænk bare på ’Boogie Nights’, ’The Departed’ og ’Ted’) – og han er endda gået all in og har smidt hele 28 kg til rollen. Men lange, udfordrende dramareplikker bliver nok aldrig Marky Marks force.
Kort sagt:
Man savner spænding i Rupert Wyatts ’The Gambler’, der ikke har meget at sige om ustyrlig ludomani. Det overfladiske drama om en akademikers bevæggrunde for højt spil formår – ligesom Mark Wahlbergs gennemsnitslige præstation – hverken at rive med eller overbevise.