’Breathe In’
Der spilles på mol-toner og males med melankolske blå og grønne farver i den stemningsfyldte indie-film ’Breathe In’.
Familiefaren Keith plages af tankerne om, hvor langt han kunne have drevet sin karriere som musiker, hvis ikke der lige var kommet en kernefamilie i vejen. Filmen sparkes i gang, da den smukke udvekslingsstuderende Sophie flytter ind hos familien. Keith bliver tiltrukket af Sophie, der viser sig at være en gudsbenådet pianist og er lige så idealistisk, som han selv var, da han var ung. Da han bliver tilbudt en plads i et symfoniorkester i New York, står han pludselig med chancen for at få det liv, han drømmer om. Problemet er bare, at hans familie ikke vil skifte deres liv i forstaden ud.
’Breathe In’ er tematisk set en gammel traver. Den eksistentielle følelse af spildte muligheder for mænd, hvis ungdom er ved at rinde ud, har vi set utallige gange på film, fra ’Little Children’ og ’Revolutionary Road’ til danske ’Sandheden om mænd’.
Drake Doremus, der stod bag Sundance-hittet ’Like Crazy’, har ikke så meget nyt at bidrage med. Alligevel rammer han følelsen af livets skilleveje præcist. Det er som at gå en til koncert, hvor man kender alle sangene og sætter pris på at kunne skråle med. Man føler sig en smule ramt – samtidig med at man kan nyde den sanselige billedside og den gode kemi mellem især Guy Pierce og stortalentet Felicity Jones, der netop er blevet Oscar-nomineret for sin rolle i ’Teorien om alting’.
Det gør – trods alt – ’Breathe In’ til en seværdig lille film.
Kort sagt:
Der spilles på genkendelige, men også seværdige mol-toner i ’Breathe In’, hvor en familiefar brydes med tankerne om, hvor langt han kunne have drevet sin karriere som musiker, hvis der ikke lige var kommet en kernefamilie i vejen.