Et nyt filmår: De mest lovende danske film i 2015

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Steppeulven’ (Ole Christian Madsen)

Ole Christian Madsen er én af de mest skridsikre instruktører, vi har herhjemme. Hans seneste film var den veloplagte komedie ‘Superclásico’, og siden har han arbejdet i USA, først og fremmest på pulp-serien ‘Banshee’.

Men nu er han vendt hjem for at lave ‘Steppeulven’ om den legendariske danske rocksanger Eik Skaløe, der revolutionerede den danske musikscene, før han tog livet af sig selv som 25-årig. Ole Christian Madsen har været optaget af Skaløe i mange år – han lavede en dokumentar, ‘Kun for forrykte’, om ham helt tilbage i 1988, så det er virkelig hjerteblod.

Til den altafgørende hovedrolle hiver instruktøren et helt friskt navn frem fra kulissen, Joachim Fjelstrup, der får sin første filmrolle efter at være færdiguddannet som skuespiller. Den anden bærende rolle som Eik Skaløes elskede Iben spilles af Marie Tourell Søderberg, som spillede Inge i ‘1864’.

Det skal blive utroligt spændende at se, hvad Ole Christian Madsen gør med det spændende materiale om musik, kærlighed, frihed og masser af hashtåger.

Premiere 19. februar.

Under sandet

‘Under sandet’ (Martin Zandvliet)

Roland Møller har fået et kolossalt skuespillergennembrud de seneste år med prominente biroller i ‘R’, ‘Kapringen’ og ‘Nordvest’. Nu står han over for karrierens hidtil største prøvelse. Han spiller nemlig hovedrollen i ‘Under sandet’, der er instrueret af Martin Zandvliet, som har slået sit navn fast som en af de dygtigste yngre instruktører herhjemme med ‘Applaus’ og ‘Dirch’.

‘Under sandet’ tager hul på et mørklagt kapitel af den danske historie, idet den fokuserer på, hvordan de tyske krigsfanger i kølvandet på Anden Verdenskrigs afslutning blev sat til at rydde landminer. Roland Møller spiller sergenten, der forestår operationen, og som så mange andre nærer et dybt had til tyskerne. Et had, der dog bliver udfordret efter en tragisk hændelse.

2015 bliver dermed året, hvor dansk film dykker ned i andenverdenskrigshistorien – se også ‘9. april’ lidt længere inde i denne feature.

Premiere 23. oktober.

idealisten

‘Idealisten’ (Christina Rosendahl)

Christina Rosendahl har hidtil kun stået bag en enkelt spillefilm, den Robert-belønnede ’Supervoksen’ fra 2006, men nu er den Super 16-uddannede instruktør omsider klar med en opfølger. Med ’Idealisten’ dykker hun ned i en af de mest betændte emner i nyere dansk historie: Thule-sagen.

21. januar 1968 styrtede et amerikansk militærfly med fire brintbomber ombord ned i den grønlandske sne. Flere hundrede arbejdere blev udset til at rydde op i en sky af radioaktivitet, men både de danske og amerikanske myndigheder benægtede forureningen og sørgede for at lukke sagen prompte. ’Idealisten’ fortæller historien om journalisten Poul Brink, der næsten to årtier efter flystyrtet gik i krig mod magthaverne og afslørede løgnen om Thule.

Brink spilles af Peter Plaugborg, mens også Søren Malling og Thomas Bo Larsen er at finde på rollelisten. En film, der med garanti vil skabe overskrifter.

Premieresat til 4. april.

Krigen

’Krigen’ (Tobias Lindholm)

Ud over at have skrevet manuskriptet til ’9. april’ (se næste side) er Tobias Lindholm også aktuel som instruktør i 2015 med en anden krigsfilm. ’Krigen’ fuldender det, som instruktøren tidligere har kaldt en trilogi om »mænd i små rum« og efterfølger således fængselsfilmen ’R’ instrueret sammen med Michael Noer og ’Kapringen’ om en gidseltagning ud for den somaliske kyst. Begge er intense portrætter af krakelerende psyker.

Ligesom i de to foregående film i trilogien spilles manden i det lille rum af Pilou Asbæk. Denne gang inkarnerer han soldaten Claus Michael Pedersen, hvis kompagni fanges i krigens krydsild under en rutinemission.

Lindholms stil kan betegnes som rå og realistisk, og instruktøren har igen valgt at besætte en stor del af filmens roller med amatørskuespillere – i dette tilfælde udstationerede soldater fra virkelighedens verden.

Foreløbig premieredato: 20. august

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’9. april’ (Roni Ezra)

Efter ’1864’s lidt antiklimatiske historie om unge danske mænd fanget midt i et ideologidrevet storpolitisk spil, kommer endnu en fortælling om Danmarks forsvar mod tyskerne.

’9. april’ handler om den skæbnesvangre dag i 1940, hvor 40.000 nazister invaderede Danmark, og en mindre gruppe danske soldater i Sønderjylland tog kampen op. Filmen følger den deling danske soldater, der var de første til at møde besættelsesmagten, og den udspiller sig over en enkelt dag. Tobias Lindholms manuskript er blandt andet baseret på interviews fra veteraner, og den lyder som en intens dansk David og Goliat-fortælling.

Pilou Asbæk har hovedrollen, mens Lars Mikkelsen, Gustav Dyekjær Giese (’Nordvest’) og Joachim Fjelstrup (’Steppeulven’) også er på rollelisten.

Premiere 12. marts.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’En chance til’ (Susanne Bier)

Susanne Biers melodrama ’Serena’ med Jennifer Lawrence og Bradley Cooper har været lidt af et flop i biograferne, men så er det heldigt, at den internationalt anerkendte dansker allerede er tilbage med en ny film, der bærer den passende titel: ’En chance til’.

Filmen er en thriller skrevet af Biers faste samarbejdspartner Anders Thomas Jensen, og den handler om den ellers afmålte politibetjent Andreas, der rystes i sin grundvold, da han ved et husspektakel finder et junkiepars forsømte baby. Han stjæler barnet og starter en lavine af konsekvenser. Nikolaj Coster-Waldau vender hjem fra Hollywood for at spille Andreas, mens også Nikolaj Lie Kaas, Ulrich Thomsen, Maria Bonnevie og Thomas Bo Larsen pryder den stjernebesatte rolleliste.

Premiere 15. januar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Mænd & høns’ (Anders Thomas Jensen)

Selvom Anders Thomas Jensen er en produktiv mand, er det 10 år siden, vi sidst har set en film, han både har skrevet og instrueret. Hans tidligere tre spillefilm – ’Blinkende lygter’, ’De grønne slagtere’ og ’Adams æbler’ – var alle successer, der placerede hr. Jensen som kongen af upolitisk, sort dansk komedie.

Hans nye film tager tråden op og handler om de to brødre Elias og Gabriel, der ved deres fars død finder ud af, at de er adopteret. Jagten på deres biologiske far fører dem ud på en ø beboet af sære skabninger, og efterhånden finder de frem til sandheden om deres slægt. Den vanvittige historie serveres med et tætpakket cast af dygtige folk, hvoraf flere er faste gengangere i Anders Thomas Jensen-universet: Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro, Søren Malling, David Dencik, Bodil Jørgensen, Kirsten Lehfeldt og Ole Thestrup.

Premiere 5. februar.

I dine hænder


’I dine hænder’ (Samanou Acheche Sahlstrøm)

’I dine hænder’ handler om Maria, en ung og omsorgsfuld sygeplejerske, der er kørt fast i tilværelsen. Niels er hendes uhelbredeligt syge patient, der planlægger at stikke af til Schweiz for at begå selvmord. Sammen tager de på en rejse gennem Europa.

Filmen er Samanou Acheche Sahlstrøms debutspillefilm. Hans afgangsfilm fra filmskolen, ’Les Amours Perdues’, var en forfriskende udansk kærlighedstragedie på fransk, der pegede mod en lys fremtid.

Premiere 21. maj.

Michael Noer Ghita Nørby


’Nøgle hus spejl’ (Michael Noer)

Med dogmet ’reality rules’ synes Tobias Lindholm og Michael Noer at have knækket koden for at få succes både hos publikum og hos kritikerne. Med sin nyeste film tager Noer dog virket i en lidt overraskende drejning. Fra fængselsdramaet ’R’ (som han og Lindholm instruerede sammen) og bandefilmen ’Nordvest’, der begge brugte nye, ukendte talenter i de bærende roller er der et stykke vej til ’Nøgle hus spejl’, som har dansk films ukronede dronning, Ghita Nørby, i hovedrollen.

I filmen flytter 76-årige Lily (Ghita Nørby) på plejehjem med sin husbond. Her møder hun en mand, der kalder sig selv Piloten, og som hun hurtigt bliver tiltrukket af. En film om selvforståelse, den sidste store kærlighed og en lurende demens. Selvom der nu er en erfaren skuespiller foran kameraet, skal man dog ikke tage fejl: Det er stadig virkelighedens regler, der er styrende for Michael Noer.

Premiere 12. november.

Vinterberg Kollektivet


’Kollektivet’ (Thomas Vinterberg)

Med ’Submarino’ og ’Jagten’ har Thomas Vinterberg vist, at han er i topform i disse år, og forhåbentligt fortsætter niveauet med hans næste danske film, ’Kollektivet’.

Filmen bygger på Vinterbergs egen opvækst i et akademikerkollektiv nord for København og udspiller sig i årene 1975-85. I centrum er Erik (Ulrich Thomsen) og Anna (Trine Dyrholm), der sammen med deres datter Freja starter den idealistiske drøm om et ægte kollektiv. Konflikterne og den svære virkelighed kommer dog inden for dørene, da Eriks elskerinde rykker ind i huset.

Premiere 27. august.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.


’Klovn Forever’ (Mikkel Nørgaard)

Det er endnu ikke meget, vi ved om den næste Klovn-film, ’Klovn Forever’. Men de få detaljer, der er sluppet ud, lyder lovende: Det originale hold er samlet, hvilket selvfølgelig tæller Casper Christensen, Frank Hvam, Mia Lyhne og instruktør Mikkel Nørgaard, der de seneste år har haft travlt med filmene om Afdeling Q.

’Klovn: The Movie’ var en kæmpe biografsucces med næsten 900.000 solgte billetter, og grunden til, at vi første får efterfølgeren at se nu – fire år efter – er, med Casper Christensens egne ord, at »vi ventede på en idé, der var så stærk, at vi kunne lave en film, der kunne overgå den første«. Indtil videre har vi kun ovenstående klip, men vi skruer forventningerne helt i vejret.

Premiere 17. september.

Lang-historie-kort


’Lang historie kort’ (May El-Toukhy)

Med sin afgangsfilm fra filmskolen, ’Stykke for stykke’, viste May El-Toukhy, at hun formår at puste nyt liv i den klichefyldte kærlighedsfortælling. I 2015 er hun klar med sin spillefilmdebut, der lyder til at kunne gøre noget af det samme.

’Lang historie kort’ er et humoristisk portræt af en gruppe venner og deres jagt på den eftertragtede romantik. Handlingen strækker sig over tre år og er struktureret omkring punktnedslag i otte fester. Igennem blandt andet en nytårsaften, et bryllup og en surprisefest får vi indblik i karakterernes tilværelser, efterhånden som de løbende revurderer deres syn på kærligheden. På rollelisten ses blandt andre Jens Albinus, Trine Dyrholm, Mille Lehfeldt og Peter Gantzler.

Premiere 7. maj.

Guldkysten


Guldkysten’ – instr. Daniel Dencik

Daniel Dencik har en hel del erfaring i filmindustrien både som klipper og manuskriptforfatter og som dokumentarfilminstruktør af ’Moon Rider’ og ’Ekspeditionen til verdens ende’. Med ’Guldkysten’ kan han nu også skrive spillefilminstruktør på cv’et.

Filmen er et historisk drama inspireret af den autentiske danske botaniker Wulff Joseph Wulff, der rejser til Ghana i 1836, hvor det ellers ulovlige slaveri stadig finder sted. Her anlægger han plantager, men ikke alt går som ventet. Filmen dykker altså ned i en afkrog af danmarkshistorien, vi aldrig har set på film: Historien om den danske slavehandel. I hovedrollen ses Jakob Oftebro, der spillede bror-Laust i ’1864’, og Danica Curcic, der fik et voldsomt imponerende gennembrud i 2014 med roller i ’Fasandræberne’, ’Stille hjerte’, All inclusive’ og ’Lev stærkt’.

Premiere 2. juli.

Frederikke Aspöck


’Rosita’ – Frederikke Aspöck

Frederikke Aspöcks debutfilm, ’Labrador’ fra 2012, var et lille kammerspil med psykologisk dybde og smukke billeder. Filmen, der røg direkte på dvd, ramte kernen af den nordiske ånd, og hendes næste film lyder til at være ude i samme ærinde.

I ’Rosita’ dykker vi ned i en lille nordvestjysk fiskerby, hvor vi følger Johannes, der bor sammen med sin far, Ulrik. For at bryde den rutineprægede, ensomme hverdag arrangerer Ulrik, at den 26-årige filippinske kvinde, Rosita, kan flytte ind hos dem. Da engelsk ikke er Ulriks stærke side, bliver Johannes bindeled mellem de to, hvilket udvikler sig til et ufrivilligt trekantsdrama.

Premiere 16. april.

Ulrich thomsen

’Sommeren ’92’ (Kasper Barfoed)

I 2015 fortsætter dansk film og tv sin store bearbejdning af landets forhistorie. Fra ’9. april’ og Danmarks forsvar mod tyskerne til ’Guldkysten’s portræt af den danske slavehistorie. Det skal dog ikke alt sammen handle om vores dystre fortid. Midt i mørket kommer ’Sommeren ’92’.

Filmen handler om Danmarks sensationelle sejr ved EM i 1992. Kasper Barfoed (’Kandidaten’) instruerer, Ulrich Thomsen træder i tøjet som Richard Møller Nielsen, og Mikkel Boe Følsgaard portrætterer Kim Vilfort. Se, hvem der skal spille Brian Laudrup, Flemming Povlsen og Peter Schmeichel HER.

Premiere 29. september.

Læs også: Et nyt filmår: 11 ikke-engelsksprogede film, vi glæder os afsindigt til

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af